Er det samfundets skyld eller er enhver sin egen lykkes smed?

Denne artikel har under en anden overskrift været bragt i Dagbladet tirsdag 23. december 2003 som et indlæg i et tema om “Det gode liv”, hvor en række mennesker var inviteret til at give deres bud på, hvad det så er.

Af Jan Jakobsen

En kort præsentation

Jeg er 48 år og kørestolsbruger på grund af muskelsvind. Min identitet er skabt på baggrund af dette faktum og på baggrund af politisk arbejde gennem mere end 27 år på venstrefløjen. I øjeblikket siddet jeg som byrådsmedlem for SF i Ringsted. Jeg har gennem 17 år drevet egen firma inden for journalistik, grafisk tilrettelægning, billedbearbejdning m.v. Det gør jeg på baggrund af en kommunikationsuddannelse, hvor jeg har en bachelorgrad fra Roskilde Universitets Center. Min baggrund for at være selvstændig er ikke initiativ og driftighed, men mangel på arbejdspladser, der passer til mennesker, som vi er! Alternativet er total udstødning. Vil du vide mere, så se www.jjk.dk.

Det gode liv er et meningsfyldt liv. Det er nok en påstand, der opnås en bred enighed om. Hvis vi imidlertid synes, det er et lidt uklart svar og får lyst til at få det præciseret lidt mere, er det mest sandsynlige svar, at det er jo op til den enkelte at definere. Altså, hvis du er tilfreds med dit eget liv, så er det et godt liv. Sådan klarer vi den sag, når vi skal sætte ord på.

Arbejde som identitet

Piben får en anden lyd, hvis vi glemmer, at det er et af livets store filosofiske spørgsmål, vi beskæftiger os med. Forestil dig, at du sidder til en fest med mennesker, du slet ikke kender. Forretten er spist og alle kigger stift ned i tallerkenen indtil tavsheden er for pinlig og der må gøres noget. Vi kan altid tale om vejret – og så kommer spørgsmålet: hvad laver du så? I mit tilfælde bliver det ofte skrevet om til, hvad jeg får tiden til at gå med eller noget, der ligner.

Ingen vil gøre mig ked af det, og det er jo åbenlyst, at jeg ikke er jord-og betonarbejder, så det er nok ikke så godt at spørge til et arbejde. Her glemmer vi alt det om at være tilfreds med sit eget liv. Det gode liv er set udefra det at arbejde. Der skal styrke til at sætte sig ud over dette, og for mange er det da også en total fallit ikke at være i arbejde. Spørg bare de efterhånden mange arbejdsløse, der er nu igen.

Omvendt er der heller ikke langt til forargelse, hvis en arbejdsløs tillader sig at sige, at det er da helt rart at slippe for at arbejde. Altså: et arbejde er vores identitet.

Hvad nu hvis ikke…?

Succeshistorierne kender vi alle. De handler om dem, der har kæmpet sig op nedefra. Dem, der stod i den absolutte skygge og var berøvet ethvert håb, men som ved en stærk viljestyrke, personlig stædighed og også gerne en snert af vovemod og initiativrigdom tilkæmper sig en position og ender på den grønne gren. Dem der forstod at smede. Overfor dem er de mange flere, der ikke kan den kunst at hive sig selv op ved håret. Dem, der siger nå ja og accepterer, at de ikke har lykken med sig. De almindelige mennesker, der sidder i saksen, som Røde Mor sang om i begyndelsen af 70′erne. Dem, der ryger ned i den modsatte grøft af lykkesmeden og lader sig fastlåse i overbevisningen om, at det hele er samfundets skyld. Begge opfattelser er farlige, for de gør intet andet end at fastholde os hver især i nogle allerede definerede roller.

Nogle vil gå så vidt som at sige, at det slet ikke passer, og at vi i dag er nået langt omkring respekt for det enkelte menneske.

En kamp om værdier

Det er rigtigt – overfladisk set. Men det er samtidig så forkert som det overhovedet kan blive. Det gode liv er blevet en del af den kamp om værdier, som landets statsminister sammen med regeringen har proklameret. Det giver sig udslag i ideologiske initiativer, som bygger på begejstring og følelser og som skal vise, hvor meget regeringen vil forandre. Vi elsker ordet frihed, men glemmer, hvad det dækker over. Jeg kommer til at tænke på en plakat af den tyske plakatkunstner Klaus Staeck, der forestiller en mand, der ligger i det frådende hav og klynger sig til et vragstykke. Teksten på plakaten er “Frihed eller socialisme!” Neden under står “Den sidste mand”. Vi skal have frit valg på alle hylderne og det skal være med til at skabe det gode liv. Jeg stiller spørgsmålet: er det et mere frit valg for mig, at min hjælper hedder fru Pedersen og kommer fra Larsens Plejebureau A/S eller hun hedder fru Hansen og kommer fra Ringsted kommune? I sidste ende vil resultatet være, at Larsens plejebureau A/S skal skabe et overskud til sine aktionærer, mens Ringsted kommune ikke må have noget overskud på det! Valget er frit… og hvad skal jeg bruge det til?

Det gode liv kræver at vi er i stand til at vurdere, om opgaverne er egnede til profit eller de skal løses offentligt – dvs. i fællesskab.

Bag om hep-ordene

Det er blevet moderne at alting skal være “værdibaseret”. Vi skal med flammende ord og malende vendinger beskrive, hvad det er vi gerne vil nå. Det bliver der politisk brugt meget tid på i øjeblikket, og der kommer nogle utroligt flotte ord og rammer ud af det om eksempelvis et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle. Det lyder meget smukt og jeg går da også ind for det. Jeg venter dog spændt på at se, hvad der sker, når det skal konkretiseres – hvad der egentlig kommer til at lægge under hep-hep-ordene. Jeg mener eksempelvis godt, at jeg og mange andre handicappede kunne passe ind på et arbejdsmarked og skal have mulighed for det.

Hvilke redskaber bliver der stillet til rådighed for at gøre tankerne til realitet? Jeg har svært ved at se det helt konkret, fordi der mangler konkrete eksempler. Det gode liv kræver, at ord og handling er samstemmende, så der for den enkelte bliver et reelt rum at arbejde i. Her synes jeg, der mangler meget endnu. Et godt ordsprog siger: du skal ikke lytte til deres tale, men se, hvad deres hænder gør. Det gode liv kræver langsigtede muligheder og aktive handlinger mod målet.

Vi skal stille krav til hinanden

I et samfund skal vi stille krav til hinanden. Vi skal holde hinanden fast på fællesskabet og fastholde at det skal være fælles. Sådan er det ikke i dag. Der er en absolut skævvridning i retning af, at alt skal kunne måles – og helst i penge. Vi har set det på indvandrer- og flygtningeområdet, hvor det ofte fremstilles som en diskussion, der tager udgangspunkt i, om vi har “råd til at tage mod Så mange”. Vi har – og det gælder især den venstrefløj som jeg selv tilhører – været utroligt bange for at stille krav til flygtninge og indvandrere om bl.a. Sprogkundskaber. Vi har været bange for at såre nogle. På den måde må vi være parat til at påtage os vores del af skylden for, at det har udviklet sig til nogle kraftige modsætninger mellem os, der vil respektere andre mennesker og den højrefløj, der bogstaveligt talt står parat til at hugge til ved først givne lejlighed. Engang imellem kan jeg godt være bekymret for, om det udelukkende er flygtninge og indvandrere, der dybest set bliver lagt for had i disse kredse. Historien har alt for mange eksempler på, at hadet ikke begrænser sig til dem, der har en anden hudfarve (det er i sig selv en forbrydelse), men også omfatter handicappede, gamle, seksuelt afvigende eller os, der gerne ser et andet samfund med andre værdier. Vi skal stille krav til hinanden og må stille krav om gensidig respekt. Det gode liv kræver respekt om livet og respekt om alle.

Det demokratiske dilemma

Vi står i et demokratisk dilemma i dag. På den ene side er alle skoler, ungdomsklubber, medborgerhuse, biblioteker, musikskoler, plejecentre, frivillighedsarbejde og mange andre institutioner blevet underlagt bestyrelser i en grad så hver en borger kan sidde i mindst 5-10 bestyrelser, hvis det er det, man har lyst til. Det kan også være en del af det gode liv, for det giver relationer til andre mennesker, men er det med til at demokratisere samfundet – tænk over, hvornår der sidst er taget nogen epokegørende afgørelser, de steder, du selv sidder? Samtidig vender flere og flere ryggen til politik.

Vælgerforeningerne bliver stadig mindre. Der er stadig færre, der er med til at lægge kursen for, hvad Socialdemokraterne og Venstre vil.

Samtidig begynder de at ligne hinanden mere og mere. Der er ikke længere nogen, der vil udvikle et fælles samfund, hvor man respekterer hinanden. Men når det gælder enkeltsager, mankan profilere sig på, er der virkelig mange om buddet. Det er ufarligt, glemt i morgen og publikum får set politikeren. Jeg har tit tænkt på, hvordan Marx’s analyser passer langt bedre på samfundet i dag, end de gjorde i 70′erne. Dengang blev de taget meget alvorlige. I dag er de virkelighed. Derfor er det ene frontalangreb efter det andet også nødvendigt på fagbevægelsen. Det gode liv kræver politisk indsigt og mod for at vi kan forstå det.

Hvad er så det gode liv

Det gode liv handler om at turde tage stilling – også i tider, hvor synspunkterne ikke er topmoderne på “bjerget”. Det gode liv handler om at skabe nogle fælles demokratiske rammer, hvor vi kan give hinanden medspil og modspil. Det gode liv handler om respekt for hinanden, uanset hvor hurtigt vi tænker, hvordan vi ser ud, hvilken hudfarve vi har, hvilket køn vi har eller hvor unge og gamle vi er. Det gode liv handler frem for alt om, at vi er ærlige over for hinanden – ikke så mange flotte ord, hvis der ikke er råd til handlinger, der kan understøtte dem. Det gode liv er ikke ord – det er handling.

Finder vi ikke ud af noget i fællesskab, ja, så er det pludselig samfundets skyld – og det bliver endnu sværere at blive sin egen lykkes smed.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.