Socialminister på afveje

Brugerne bliver gidsler i regeringens privatiserings-dagsorden. Socialminister Eva Kjær Hansen mener, at ældre og handicappede kan vælge private udbydere, når hjemmehjælpen ikke fungerer. Det er det tydelige budskab i sagerne om hjemmehjælp, der jævnligt blusser op. Men det er borgerne, der skal betale for mere bureaukrati. Hvornår lærer vi af de enkeltsager, der med jævne mellemrum popper op?

Af Jan Jakobsen

Journalist

Det startede med en bemærkning fra en borger i Ringsted om, at han de sidste to år har haft 272 forskellige hjemmehjælpere. Det får både minister og regeringens sociale vagthunde til at bjæffe op om, at kommunerne er for dårlige og må gøre det bedre.

Jeg er borger i Ringsted kommune, der blev hængt ud for dårlig service. Jeg er handicappet med et rimeligt stort hjælpebehov i samme kommune. Jeg har personlige erfaringer med systemet, der ikke giver nogen grund til at betvivle Ringsted-borgerens udsagn om det helt uacceptable antal hjælpere.

Jeg er også politiker i Ringsted – valgt for Socialistisk Folkeparti. Jeg er næstformand i Social- og Sundhedsudvalget.

Gennem de sidste 5 år har jeg fået et fagligt kendskab til, hvad der sker på socialområdet. Det er en historie, der er knapt så sensationspræget og interessant for den siddende regering at få frem i lyset.

Private virksomheder i centrum

Jeg er forfærdet over socialministerens kyniske konklusion: at folk blot kan vælge private udbydere. Udtalelsen vidner om, at ministeren ikke er valgt på grund af sin sociale indsigt og evne til at støtte mennesker med behov for hjælp. Tværtimod er hendes dagsorden at sikre morgenluft for den del af dansk erhvervsliv, der vil tjene penge på sociale serviceydelser. Det er virksomhedernes overskud, der er i centrum, når ministeren vil “forbedre” det sociale system.

Jeg har fulgt udviklingen i Ringsted på tæt hold. Det er historien om vedvarende besparelser på socialområdet. Om stadig nye krav til dokumentation af, hvordan hjælpen ydes. Om stigende krav til hele ældreområdet i form af hurtige hjemtagelser fra sygehusene. Om krav til færre udgifter, så skatten kan sænkes. Om, at en kommune altid skal kunne tage over, når en privat udbyder giver op. Om en regering, der lover forbedringer, mens den tvinger kommunerne til at skære ned. Det er frem for alt historien om at styrke private virksomheder og begrænse den offentlige sektor.

Omkostninger

Det er ikke historien om de meget store omkostninger, det får for brugerne af hjemmehjælp. Og dog – for det popper jo op som historien om manden, der har haft 272 hjemmehjælpere. Så er det, at socialministeren fortæller, at kommunen gør det for dårligt. Så er det Dansk Folkeparti giver den i rollen som regeringens sociale vagthund og fortæller, at kommunerne gør det alt for dårligt.

Desværre bliver det aldrig til andet end andenrangs teater uden mening og uden synlige resultater ud over, at Dansk Folkeparti endnu engang får fortalt, at de støtter de svage grupper som ældre og handicappede. Samtidig fører de en økonomisk politik og skaber et system, der skal sikre, at alt bliver målt, vejet og kontrolleret. Ikke for at sikre borgerne, som lovgivningen officielt har til hensigt, men for at sikre pålidelige målinger og beskrivelser, så private virksomheder kan byde og få fodfæste på markedet.

På egen krop ved jeg, hvordan det er at være afhængig af andres hjælp. Det er nedgøring af mennesker at gøre det til en flad diskussion om et frit marked. Det er helt i tråd med den siddende regering, men det ændrer ikke ved, at man flytter fokus fra det, der er essensen – hvordan vi sikrer den bedste hjælp – til det, der er regeringens mål – hvordan vi minimerer den offentlige sektor og får stadig mere ind under et frit marked.

Dårligere ydelser til flere penge

Det er dyrt at føre tilsyn med de ydelser, der gives i udbud. Det øger omkostningerne så voldsomt, at kommunerne må skære ned på ydelserne for at gennemføre de bureaukratiske krav, der paradoksalt nok er konsekvensen af den såkaldte frit valg-ordning og retssikkerhed.

Vi har hørt farceagtige retoriske udgydelser fra regeringen om, at det skal være slut med tidstyranni. Pudsigt nok er det sæsonbetonet med kulmination før et valg og med et nulpunkt, når valget er vundet. Herefter sendes alle anklager direkte videre til kommunerne, der ikke gør tingene godt nok, som Dansk Folkeparti og minister så malende enkelt fremstiller det.

Jo flere hænder vi splitter ydelserne på, jo dyrere er systemet. Hvis man skal tjene penge på privat hjælp, så skal der være overskud til aktionærerne. Det er der ikke plads til. Derfor er der kun enkelte non-profit-organisationer og den offentlige drift, som kan være med. Vi skal drive det effektivt, men det kræver ikke fri

konkurrence. Det kræver heller ikke det store kontrolapparat, som udlicitering kræver.

I Ringsted har vi haft private leverandører på døgnplejeydelser, som måtte give op. Kommunen måtte med få dages varsel overtage deres pleje. En konsekvens, som udliciteringstilhængerne aldrig nævner, er, at kommunerne skal tage over, når det ikke længere en god forretning med privat pleje. Det binder ressourcer for det offentlige – samtidig med at man betaler private for ydelserne. Flere leverandører betyder spredning af og et tab af den viden om pleje, der ellers er i offentligt regi.

Det er svært at få denne viden tilbage, når udliciteringen kikser. Samfundsøkonomisk er privatisering dyrt. Det tynger ikke socialministeren, for det støtter det private erhvervsliv.

Ingen er uskyldige, men nogen er mere skyldige

Der er fejl i kommunerne, men vi kæmper en sej kamp for at løse dem. De stadige forringelser har gjort det til lavstatus og lavtlønnet at arbejde med mennesker. Medarbejderne har et ærligt ønske om at levere en god, stabil og veltilrettelagt service. Men når de f.eks. får besked på at kyle borgerne i seng så hurtigt som muligt, beder vi om at få medarbejdere uden faglig stolthed. Det nedbryder selvopfattelsen, medfører stress, forøget sygefravær og ligegyldighed i arbejdet. Desværre også, at mange vælger at arbejde i et vikarbureau med bedre løn, uden kollegialt ansvar, og hvor man selv bestemmer arbejdstiden. Kommunerne får svært ved at fastholde medarbejderne og rekruttere nye medarbejdere. Det øger forbruget af vikarer, der koster det dobbelte og udhuler de ydelser, borgerne får. Der er skattestop, så merforbruget finansieres ved at skære ned i ydelserne.

Regeringen skaber dårlige rammer for kommunerne at udføre deres opgaver under. Når mulighederne for at løse opgaverne bryder sammen, bliver det samme regerings argument for at privatisere. Det er sagen om de 272 hjemmehjælpere et godt eksempel på – og socialministeren får endnu engang lejlighed til at fremføre sin konklusion. Magen til kynisme skal man lede længe efter.

En offentlig opgave

At hjælpe mennesker er ikke en opgave, der egner sig til at tjene penge på. Der er ikke plads nok til at gøre det til en attraktiv forretning. Det skal være en offentlig opgave, der skal løses billigst muligt, med den største værdighed for borgerne og med respekt for et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

Denne erkendelse kræver mindre grad af liberalistisk tænkning. Det kræver respekt om, at der er samfundsmæssige opgaver, der skal løses.

Vi skal sikre, at borgere over alt i landet, som har brug for hjælp, får så god en hjælp af så få hjælpere som overhovedet muligt. Et tal, der skal ligge langt under 272.

Et af problemerne er, at sagerne kun popper op som enkeltsagsdiskussioner, der aldrig nogensinde når ud over det plan, hvor “alle” er enige om, at det da også er for dårligt at kommunerne ikke kan løse opgaven bedre. Inden vi når frem til kernen i diskussionen, så er sagen glemt og erstattet af en ny skandalepræget diskussion. Det kan være om en rigspolitichef, hvis chauffør har nået et nyt tal – 158 km i hastighed – på en motorvej.

Vi når aldrig frem til at diskutere i hvilket omfang vi skal overlade samfundet til det private. Her er ministeren for hurtig. Det er ikke værdigt, at en socialminister kan besidde denne titel, når hendes mål hverken tjener borgerne eller den sociale sag. Drop privatiseringen og lad os få en nuanceret diskussion, der erkender problemerne og får løst de samfundsmæssige opgaver på en god, værdig og reel måde.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og kronikker, Handicapdebat og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *