Støjens år – farvel til det gamle

At kaste et blik på det år, der er gået, er at reflektere over det, der er sket. Det er ikke så lidt – og det kan ikke ses isoleret kun som et afgrænset år. “Det er tiderne”, som det mere end én gang forlyder i TV-serien Matador.

Tiderne er fyldt med internationale konflikter, flygtningestrømme og terrorisme for at starte med det, vi oplever og hører om fra hele verden. Det er en ubeskrivelig situation at stå i, og man kan vel ikke fortænke nogen i at forsøge at flygte fra krig, hvis man får muligheden. Det skal ikke forhindre den nationale magtarrogante elite i støjende vendinger at fortælle, at det er luksus at flygte.

Situationen skaber frygt og frustration herhjemme. Det er forståeligt. Det skaber også grobund for bevægelser og markante politiske holdninger hos samme elite, der udnytter frygten til at få magt og indflydelse. Vi siger ja til stadig mere kontrol med både fællesskabet og den enkelte på områder, som vi aldrig ville acceptere før.

Indenlands har frygten også sat sit præg på andre felter, og uanset økonomiske opsving eller nedture, så er vi et samfund i dyb menneskelig krise. Det er stadig tydeligt, at politikere udpeger mere eller mindre veldefinerede grupper som skyldig i dette eller hint og bruger det som argument for ikke mindst økonomiske begrænsninger og såkaldte reformer.

De “tider”, vi har bevæget os ind i, italesætter ofte resultat som en bundlinie, der kan måles, vejes og beskrives. Det sætter fokus på nogle sider af livet og skubber andre ud i et mørke. Det underbygger en tænkning, der ikke ser på helhed og fællesskab, men har et stærkt fokus på den enkelte.

Det er præcis den enkelte, der afspejles i den politiske trend, der styrer Danmark i dag. Ikke set som en bestemt regering, men mere som en tidsperiode, som i virkeligheden har været styrende siden begyndelsen af dette årtusinde. Den kommer til i udtryk i politiske handlinger, hvor det budskab, der i virkeligheden brænder igennem, er at vi ikke har lyst og “råd” til at bekymre os om hinanden. Der er i den økonomiske tænkning ikke plads til bekymring og medmenneskelig optræden.

Denne tænkning slår ikke “kun” igennem i vores holdning til flygtninge, indvandring og mennesker på kanten af samfundet, men også i forhold til mennesker med handicap. Vi giver i mange tilfælde slip og forlanger, at mennesker skal klare sig selv. Uden at have skabt de nødvendige forudsætninger for, at at det er en reel mulighed. Når de forudsætninger mangler, gør det ubodelig skade i form af øget ulighed, som ofte bliver mødt politisk ignorance a la: “jeg er da ligeglad. Det er ikke mit problem.”

Det er lykkedes at skabe medvind for den tænkning i dele af den danske befolkning og det har givet luft under vingerne til politik og handlinger, der ligger langt væk fra det, jeg ser som den måde vi som danskere ellers tænker på. Jeg tror ikke på, at et flertal af danskere dybest set mener, det er ok at indkvartere mennesker på flugt under forhold vi afviste for mere end 75 år siden i andre lande og systemer. Jeg tror heller ikke på, at et flertal i fulde alvor mener, at vi skal inddrage smykker og værdier. Det er også noget et stort flertal kategorisk afviste tidligere i historien.

Jeg tror gerne, at dele af befolkningen i et øjebliks ubetænksomhed kan støtte den slags, der foregår i øjeblikket. Det kan lade sig i frustration og frygt. I uvidenhed om, hvor afhængige vi alle er af fællesskabet. I uvidenhed om, de forudsætninger, der har været med til at skabe det gode samfund, som vi har skabt og stadig kan udvikle, hvis vi ikke giver slip og lader det fortsætte ud over kanten og forsvinde for altid. Solidaritet har i generationer været grundlaget for det samfund, vi har udviklet. Økonomisk er Danmark ikke krise – alligevel er det lykkedes politikere godt bakket op af højt betalte økonomer at bilde befolkningen ind, at vi ikke har råd til velfærd – dvs. solidaritet.

Der er ingen tvivl om, at der skal sættes hårdt ind, hvis vi vil bevare det velfærdssamfund, vi har skabt. Der er heller ingen tvivl om, at der er stærke politiske kræfter, der vil ændre velfærdssamfundet til et “klar-dig-selv-kultur”. De opnår også støtte til dele af deres politik, men der er stadig langt endnu til, at de kan gøre, hvad de vil. Det giver muligheder for at påvirke. Det kræver ikke mindst at vi kan undgå at grave skyttegrave og så kaste lort i hovedet på hinanden derfra.

Vi har ikke brug for fjendskaber på den måde mellem almindelige mennesker, der er faldet for en politisk bølge. Vi har mere brug for at finde lighedspunkter mellem os og arbejde ud fra dem. Jeg tror stadig vi er flest blandt almindelige mennesker, der vil solidaritet. Selv om solidaritet i nogen politiske kredse er et fyord, så er det nødvendigt, at vi bliver ved med at gentage det – og leve efter det. For solidaritet er ikke kun at stille krav på egne og ligesindedes vegne. Det er først og fremmest at se på fællesskabet og arbejde for det.

Vi må fastholde, at det er vigtigt at give liv til de forestillinger og drømme vi har om en anden verden. Stopper vi med at drømme og lader vi alene den nutid, der tapper os, sætte dagsordenen, så er vi for alvor i problemer.

Som mennesker med handicap skal vi hele tiden arbejde for at være en del af fællesskabet. Ikke kun på udvalgte punkter, som politikere tilfældigvis mener at kunne profitere på. Det kræver både oplysning og en ekstraordinær indsats fra os selv, som jeg mener det er bydende nødvendigt at vi er bevidst om. Det er kun noget, der kan komme fra os selv.

2016 bliver et år, hvor vi er tvunget til at se på, hvordan vi får reorganiseret os selv og får brugt de kræfter, som vi har, men ikke har fået bragt i spil. Det bliver med andre ord et år, der mere vil være fyldt med krav til os selv end til andre. Vil vi forandring må vi påtage os den.

Vi kan bruge meget tid på alt det, der skaber problemer og bekymrer os. Det skal vi også, for det er her, vi finder vores muligheder og vores redskaber til at komme videre. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi formår at se et større perspektiv – at skabe nye veje, nye muligheder og sat ord på perspektiverne.

Som politiske mennesker er vi en mangfoldighed – og den skal være der. Det betyder blot, at vi hele tiden skal arbejde på at få den solidariske tankegang ind i alle de politiske sammenhænge, hvor vi er aktive. Det er grundlæggende forkert at tro, at der er nogen politiske fløje, der har patent på solidaritet. Naturligvis er der nogen, der har lettere ved at bruge ordet, men det betyder ikke, at solidaritet ikke eksisterer andre steder. Og hvor det ikke måtte være tilfældet, der må vi arbejde på, at det kommer med i ordforrådet i den mest positive betydning.

For mig har 2015 budt på mange og spændende opgaver. Jeg har været ude og fortælle om handicap i mange og meget forskellige sammenhænge. Det har givet meget inspiration og bekræftet værdien af det direkte møde med andre mennesker og den dialog, det giver mulighed for.

Det var en stor beslutning for mig at stille op som formand for Muskelsvindfonden, da Evald Krog meddelte, at han ikke genopstiller til valget i maj. Det er en svær opgave at komme efter et ikon som Evald. Opgaven består først og fremmest i at holde sammen på fonden og sikre den udvikling, der er og altid har været i Muskelsvindfonden.

Jeg har altid set Muskelsvindfonden blandt de mest progressive handicaporganisationer i Danmark. Mest af alt fordi vi har gjort tingene på vores helt egen måde både økonomisk og handicappolitisk. Det gør os toneangivende – en rolle vi skal befæste og udvikle, så vi fremstår som en uafhængig organisation (her spiller vores økonomiske aktiviteter en vigtig rolle), der er i stand til at kæmpe på handicappedes vegne.

Jeg vil ønske alle et godt nytår. Det bliver endnu et hårdt år, men det gør vel ikke så meget, når blot vi har hinanden. Og det skaber bevidsthed om, “hvor tingene kommer fra”.

 

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *