Vi skal turde prioritere og handle

“I 2009 tiltrådte Danmark FN’s Handicapkonvention, og det betyder, at Danmark har forpligtet sig til at sikre, at personer med handicap får opfyldt de rettigheder, konventionen beskriver.” Det skriver Louise Holck i en blogkommentar på Jyllandsposten torsdag 3. december. Louise Holck er vicedirektør på Institut for Menneskerettigheder og står i spidsen for instituttets arbejde i Danmark. Anledningen var, at det torsdag 3. december var FN’s internationale dag for personer med handicap. Louise Holck fortsætter med at konstatere, at “en af de mest grundlæggende rettigheder er beskyttelse mod diskrimination,” og videre, at det er “…meget svært at forstå og forsvare, at det i Danmark stadig er fuldt lovligt at diskriminere personer med handicap uden for arbejdsmarkedet…”.

Jeg deler forundringen over, at det fortsat er tilladt at diskriminere. Det er dog lykkedes at få et forbud på arbejdsmarkedet, men der er stadig lang vej til det generelle forbud mod diskrimination, som er nødvendigt. Vi må konstatere, at vi nu har haft mindst to regeringer, der angiveligt har hvert deres politiske udgangspunkt for at gøre noget ved sagen. Ingen af dem har politisk rørt en finger for at ændre det, så der er tilsyneladende politisk konsensus om, at det vil man ikke.

Nu er det jo ikke, fordi jeg tror, at nogen i de nævnte regeringer er specielt onde mennesker, der vil handicappede til livs. Det er langt mere pragmatiske begrundelser, der får dem til at gøre dét, de gør. Det handler om økonomi og den grundlæggende omfordeling, der skerl øjeblikket. De klare meldinger er, at der skal gives flere penge til nogle områder i samfundet – og at det nødvendigvis skal tages andre steder fra. Omfordelingen i øjeblikket skal lige så klart sænke skattetrykket. Det kræver kraftige beskæringer i udgifterne i kommuner, regioner og stat.

Både handicapområdet og andre områder, der handler om mennesker i forskellige marginaliserede situationer, er stærkt i søgelyset i denne sammenhæng. Det gælder specifikt for handicapområdet, at kommunerne i stigende omfang laver ulovligheder, der gør, at mennesker med handicap ikke får de ydelser, de er sikret i lovgivningen. Kommunerne laver oven i købet fejl i 2 ud af 5 sager på en række særlige sagsområder. Det svarer til 40%. Det har karakter af bevidst forsøg på at omgå loven. Det hænger naturligvis sammen med, at der ikke er sanktioner over for de kommuner, der i stor stil praktiserer dårlige manerer og bevidste fribytteri.

I denne situation giver det ingen eller kun ringe mening af føre en debat om diskrimination, selv om den fornuftsmæssigt virker ganske vigtig. Situationen for de mange, der kommer i klemme i kommunerne, er dog alt for alvorlig til, at det er den diskussion, vi sætter på vores dagsorden her og nu.

Vi lider nemlig som handicapbevægelse under en katastrofal mangel på evne til at forholde os til den virkelighed, vi lever i. Vi diskuterer upåvirket videre, selv om verden omkring os er ved at styrke sammen.

Det handler heller ikke om “bare” at fastholde verden, som den var engang. Den store opgave er at vi vil og tør prioritere – og så bruge vores organisation til det. F.eks. mangler vi i handicapbevægelsen ressourcer til at følge hver enkelt ulovlighed til dørs. Vi mangler lokalt at klæde mennesker med handicap på, så vi er bedre i stand til at kæmpe – og tør bide lokalpolitikerne i haserne, når de lader deres administration udføre ulovlige beslutninger. Vi ved jo, at I er derude og gerne vil, men vi mangler at samle og støtte jer, så alle de gode kræfter, vi sammen har, for alvor bringes i spil.

Det er – og skal altid være – politikernes ansvar, at der træffes afgørelser, der holder sig inden for loven. Det er ikke tilfældet med en fejlprocent på 40. Derfor er det politikerne, vi skal gå efter, selv om de tit går i skjul bag deres administration og giver dem skylden. Vi mangler også at få politikerne i Folketinget til at indse, at det er nødvendigt med lovgivning, der fastholder, at kommunerne aldrig må få økonomisk gevinst ud af at snyde borgerne. Det er ikke nok at henvise til det kommunale selvstyre. Selvstyre kræver rammer. De skal som minimum sikre, at loven bliver holdt. Det er og bliver Folketingets opgave og vores opgave at holde dem fast på det.

Jeg tror ikke, at almindelige borgere i Danmark mener, at handicappede generelt  får for meget eller er forkælede. Der er tale om ren spin fra politikernes side, som det er svært at gennemskue. Vii mangler vores egne historier, der fortæller om de reelle forringelser, der gør sig gældende her og nu. Den sociale virkelighed er nemlig markant anderledes i dag end for blot 3 år siden. Det har vi ikke været gode nok til at fortælle. Vi er nødt til at bruge vore ressourcer, hvor de nytter. Det handler igen om at turde prioritere og tage ansvar – at skabe forandring. Vi har mulighederne og vi kan gøre det, hvis vi er bevidste om vores muligheder og satser på at bringe dem i spil. Engang imellem må vi så også vælge noget fra, men kun for at bruge ressourcerne på noget vigtigere. Det kan godt gøre ondt.

Når vi er nået så langt at vi ikke mere er truet på basale rettigheder, så er der grobund for at tage spørgsmålet om diskrimination op i en sammenhæng, hvor politikerne så lader sig overbevise om, at de er nødt til at tage os alvorligt. Jeg mener ikke, vi skal opgive at have diskrimination på dagsordenen, men vi har vigtige opgaver, der er lettere at få øje på lige her og nu. Styrke er at prioritere. Det er hårdt arbejde og stiller krav – til os selv.

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Formandsvalg Muskelsvindfonden: det mener jeg, Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.