Der skal handikapbevægelse til

I Danmark kan vi præstere fortællingen “Der var engang en handikapbevægelse” samtidig med, at man i England siger “Med krykker og kørestole stormer vi parlamentet”. En ganske forbløffende forskel, der fører til konklusionen “Vi kan lære af udlandet”1).

screenshot 2Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er glad for, at Enhedslistens medlemsblad Rød/Grøn i oktober 2015 tager fat på emnet og sikrer, at den inaktivitet vi præsterer her i landet, bliver bragt til diskussion. Dette blogindlæg er ment som et indlæg mere i denne debat.

Et interview i Rød/Grøn med Hans Jørgen Møller beskriver glimrende, at vi ikke har set nævneværdig aktivitet herhjemme siden 70’erne og 80’erne. Samme budskab hører vi fra Jørgen Lenger i hans artikel “Mennesker med et handicap erobrede selv deres frihed” 2) og “Rebel med respirator” 3) – et interview med Evald Krog, der er formand for Muskelsvindfonden. Alle artiklerne og bogen “Klædt på til livet” 4), fortæller samstemmende, at der var et tidspunkt, hvor vi handlede og tog ansvar.

Der er mindst lige så meget at slås for i dag
Et paradoks er, at der er al mulig grund til at slås i dag. Også dette er dokumenteret af Jørgen Lenger i artiklen “Pæne og medgørlige interesseorganisationer” 5), hvor han skriver: “…Der er i hvert fald interesseorganisationer på vigtige områder som sygdomme og handicap, som i takt med voksende indtægter og pladser ved det magiske bord har opnået en mæthed, som har sænket ambitionsniveauet fra at opnå forbedringer for de mennesker, de repræsenterer, via tilfredshed med status quo er endt i taknemmelighed over, at forringelserne ikke blev endnu værre…”.

Birgit Kirkebæk skriver i Arbejderen: “Kommunerne synes i dag at have mere magt i praksis end de politikere, der udtaler sig i vage og velvillige termer om mennesker med handicap. Det er i kommunerne, de tre temaer om afgrænsning, belastning og ansvarlighed konkret italesættes, og ændringerne i kommunale tiltag, fra dem, der var gældende i velfærdssamfundet til de gældende i konkurrencestaten, er iøjnefaldende…” 6).

Vi har ikke sejret ad helvede til
Der kan fremhæves en lang række områder, hvor vi bør tage sagen i egen hånd. Fundamentalt gælder det retssikkerheden, der siden kommunalreformen er lagt ud i kommunerne og dermed smuldret. Vi fik samtidig handikaprådene, der har svært ved at magte opgaven, fordi presset nu ligger i den enkelte kommune. Vores handikaporganisationer er gearet til en anden, historisk mere centraliseret virkelighed end den, vi lever i nu. Vi står over for at lide katastrofale nederlag, hvis vi ikke formår at gøre op med disse facts.

screenshotSituationen i dag er mere kompleks end i 70’erne og 80’erne. Dengang var det på en lang række områder et spørgsmål om at komme fra et punkt med “ingen rettigheder” til et nyt punkt med “flere rettigheder” – altså at flytte hegnspæle til en bedre position for mennesker med handikap. I dag er situationen nærmest omvendt: handikappede mister rettigheder. Konkrete eksempler er, at mennesker med handikap i et omfang, vi ikke før har set, mister deres Borgerstyrede Personlige Assistance (BPA). For mennesker med en udviklingshæmning er truslen bl.a. manglende ledsagelse, og, når kommunerne bygger, tilbagevenden til mammutinstitutioner. For en lang række andre, ofte usynlige handikap, er det i dag nærmest umuligt at blive anerkendt og respekteret som handikappet.

Med og imod
Alle de nævnte kilder beskriver nødvendigheden af at kunne handle parallelt med interesseorganisationerne – og nogen gange direkte imod – for at skabe forandring. I Hanne Klitgaards bog “Klædt på til livet” kan man læse: “…Udgangspunktet i handicappolitikken var, at det udelukkende var samfundet, der gjorde mennesker med handicap til et problem. Hvis blot vi havde en solidarisk socialpolitik, et fysisk tilgængeligt samfund, hvor ingen havde fordomme overfor handicappede, var det ikke et problem at have et handicap. (…) Visionerne fra ungdomsoprøret var stadig i live, og de unge med handicap ønskede at få deres bid af ”oprørskagen” og ikke mindst at få sat deres eget fingeraftryk på socialpolitikken. Det var tiden, hvor de andres gode viljer ikke længere var tilstrækkelige…”

I historien fra 70’erne og 80’erne ligger nogle pointer gemt, som er vitale, at vi holder os for øje: hvis vi skal nå nogle veje – også i dag – er vi afhængige af en bevægelse, der er i stand til at udfordre både i forhold til vores egne interesseorganisationer og i forhold til den del-og-hersk-lignende tilstand, som hersker i kommunerne og truer  retssikkerheden. I nyere tid er det beskrevet i artiklen “Rettigheder er blevet noget man klager sig til”8) af Kristian Hegaard.

screenshot 3To begreber
Forandring er historisk set et gennemgående tema. Mere eller mindre er synligt i ethvert samfund sker en brydning mellem nyt og gammelt. Faren ved gennemgange som denne er, at det ofte ender i et suk over, hvor forfærdelig nutiden er og hvor gode de gode gamle dage var.

For mig tjener det mere en reflektion over, hvordan det lykkedes i 1970’erne at skabe en vis forandring. I dag kan fremskrudtene være svære som at få øje på i hverdagen.

I den sammenhæng er vi nødt til at skelne mellem nogle begreber.

Det ene er “vores etablerede interesseorganisationer”. Det andet er begrebet “en handikapbevægelse”.

Interesseorganisationerne, beskrevet af Jørgen Lenger som mætte og med lavt ambitionsniveau, kommer på mange måder til at stå i modsætning til bevægelsen, der har et forandringsperspektiv og mere fokus på fremadrettede visioner end på “egen overlevelse”.

To modsætninger
Modsætningen bliver tydelig på flere planer. Dels i det historiske perspektiv, hvor nogle mennesker (en handicapbevægelse) allerede gjorde oprør samtidig og samstemmende med ungdomsoprøret, der satte fokus på produktionsforholdene. Handicapbevægelsen fik medvind i den generelle modsætning i samfundet som midt i 70’erne betød en mere humanistisk socialpolitik (Bistandsloven).

Dels i dag, hvor vores interesseorganisationer holdes fast i en defensiv position. New Public Management har gennemtvunget en markedsgørelse af statsapparatet og handicapbevægelsen er stort set fraværende. I det omfang, den eksisterer, er det i modvind. Dehumaniseringen af socialpolitikken fører stadighed mere åbenlyse angreb med sig. Det er i dag tilladt at kalde mennesker med handikap grådige gøgeunger, der ikke vil arbejde.

Det er lykkedes at italesætte dette på en måde, der har skabt et stadig større fokus på borgeren som betaler af velfærden og mindre fokus på den samfundsmæssige værdi af velfærdssamfundet.

“…dybest set handler det om, hvilket samfund, vi vil have, og hvilket menneskesyn, vi ønsker. Skiftet fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten betyder, at mennesker skal bevise, at de er noget værd, før de bliver regnet med, erklærer Birgit Kirkebæk…”9)

Vi påvirker hinanden
Vores interesseorganisationer er præget af, at de er gearet til at arbejde centralt, mens kommunerne handler hurtigt, hårdt og – naturligvis – decentralt. Det er en meget ulige kamp.

Der er ingen tvivl om, at vores interesseorganisationer er optaget af at løse de mange konflikter, der opstår, når kommunerne benytter sig af en laisser faire-politik og bryder flest mulige regler. Det binder ressourcer, at alt gøres til enkeltsager, der skal ankes. Det fører mange tragiske historier med sig fordi klager ikke har opsættende virkning, fordi kommunerne groft udnytter dette og fordi det er umuligt for medarbejderne i vores interesseorganisationer at følge med.

Svaret er bl.a. den handikapbevægelse, der tidligere har spøgt i historien og skabt forandring. Ikke som et produkt af nostalgi og trang til at vende tilbage til forgangne tider, men som et nyt redskab opstået af sin samtid for at samle så mange forskellige grupper af handikappede som muligt. At skabe modspil i forhold til kommunerne ved agere lokalt.

Vores interesseorganisationer kan (forhåbentlig) drage fordel af det og “hjælpes” ud af det åbenlyse “limbo” de befinder sig i lige nu. Alle vil have glæde af “et pres fra bunden”.

screenshot 4Fra panik til handling
Der er i dag ganske få eksempler på handling, når vi ser bort fra demonstrationer, hvor det aldrig er lykkedes at samle så mange mennesker, at det batter.

Et enkelt eksempel fra 2011 skal med her. Det fremgår af kronikken “Et handicap kan ikke justeres”, hvor Michael Pedersen omtaler Danske Handicaporganisationers forsøg på  i juni 2011 at mobilisere ved et stormøde på Nyborg Strand. Temaet var retorikken i den måde, hjælpen til mennesker med handikap omtales på i medierne.: “…Udover stormødet på Nyborg Strand ville vi synliggøre mødets tema på  Odense Rådhusplads den 1. juni om formiddagen. Vi ville illustrere, at det er hårdt at blive betragtet som en byrde, hvilket landets ældre i øvrigt kunne nikke genkendende til, fra dengang det stadigt var legalt at tale om »ældrebyrden«…”.

Dette er et glimrende eksempel på, at der kan handles. Det kræver ikke en hær af handikappede at gennemføre og det kan relativt let organiseres.

Vi skal naturligvis ikke ud i at sprænge postkasser i luften eller noget, der ligner i protest mod den måde handikappede behandles på. Det skal f.eks. være et umiddelbart svar på en situation, hvor lokale politikere siger noget dumt om handikap. Det kan f.eks. udløse en narrehat eller en medalje – alt efter temperament. Det filmes naturligvis og bruges på samme måde som viral marketing på sociale medier. Det giver uafhængighed at pressen, som ofte alligevel ikke er til at drive op af sofaen.

Det stiller krav… til os!
Det, jeg savner i dag er, at vi handler. At vi forstår betydningen af den indsats, der når lidt længere ud end et par grynt i ny og næ om, at det er da også for galt – og at nu bør vi altså også snart gøre noget.

Det er nødvendigt for vores egen overlevelse som mennesker og som gruppe, at vi er i stand til at sætte fokus på nogle af de udfordringer, som vi har. Gerne med en stor humor, så vi kan skabe en goodwill hos den almindelige dansker og samtidig udstille de største politiske klaphatte.

Det kræver dog, at vi ser os selv i en større sammenhæng. Vi skal handle ud fra et en forståelse af, at vi ikke er de eneste i dette samfund, der bliver sat til side og marginaliseret. Forstår vi ikke at holde denne balance, skabe alliancer med andre grupper og sikre os goodwill og opbakning, bliver vi isoleret – og taber igen igen.

Endelig kræver det også, at vi selv tager ansvar og ikke forventer, at andre kommer og handler for os. Det er der ingen, der gør. Vi kan kun store på egne kræfter, men det er heller ikke så ringe endda, hvis vi bruger dem i fællesskab.

 

Kilder:

1) Sarah Glerup: Vi kan lære af udlandet. Enhedslistens medlemsblad Rød/Grøn, oktober 2015, side 18-19.

2) Jørgen Lenger: Mennesker med et handicap erobrede selv deres frihed, blogindlæg på internetportalen Modkraft, 15. februar 2013

3) Journalist Tommy Byrne: Rebel med respirator. Interview Evald Krog i Fyens Stifttidende 4. oktober 2015

4) Hanne Klitgaard Larsen: Klædt på til livet – En krønike om Egmont Højskolen 1956-2006. Udgivet af Egmont Højskolen

5) Jørgen Lenger: Pæne og medgørlige interesseorganisationer, blogindlæg på internetportalen Modkraft, 19. december 2013

6) Birgit Kirkebæk: Fra normalisering til dehumanisering af udviklingshæmmede, kronik i Arbejderen, 18. februar 2015

7) Hanne Klitgaard Larsen: Klædt på til livet, side 166 – se ovenfor

8) Kristian Hegaard: Rettigheder er blevet noget man klager sig til. Politiken, ? august 2015. Udklip.

9) Ulla Rosenvold: Børn med handicap har ikke værdi i konkurrencestaten – interview med Birgit Kirkebæk i Arbejderen, 30. januar 2015.

10) Michael Pedersen: Et handicap kan ikke justeres, kronik i Arbejderen, 15. juni, 2011

 

 

 

Om Jan Vagn Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet), Danske Handicaporganisationer (DH ‐ medlem centrale forretningsudvalg), Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg (kontaktperson), byrådsmedlem for Enhedslisten I Ringsted, formand for DH I Ringsted og for Ringsted Handicapråd.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.