Det handler om det gode liv for os alle

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Ringsted kommune var tirsdag 16. juni på besøg hos vores lille gartneri ved Ortved Plejecenter. Gartneriet er en del af Café Ingeborg. Det er en alternativ arbejdsplads, der tilbyder meningsfuldt beskæftigelse i både tilbud om beskyttet beskæftigelse (§103) og LAB lovens (Lov om aktiv beskæftigelses indsats), rammer for praktik, arbejdsafklaring og job på særlige vilkår.

ortvedCafé Ingeborgs særlige medarbejdere er alle på kanten af arbejdsmarkedet og har meget forskellige behov og muligheder. Gartneriet er et godt tilbud til de medarbejdere, der trives bedst ude. Gartneriet forsyner Café Ingeborgs madproduktion med blandt andet krydderurter og grøntsager.

Vi har brug for en mangfoldighed af arbejdspladser i Ringsted. En undersøgelse, der blev lavet lige inden det Lokale Beskæftigelses Råd lukkede, viste, at 75% af alle med kontakt til Jobcentret havde et handicap, der udgjorde en væsentlig hindring på arbejdsmarkedet.
Jeg tror, undersøgelsen kunne være lavet i en hvilken som helst anden by med et resultat, der minder om vores. Man lukker øjnene for det og bilder os ind, at det går åh så godt med beskæftigelsen på rummelige vilkår. Café Ingeborgs aktiviteter retter sig kun mod en lille del af et rummeligt arbejdsmarked – og det er kun et lille og meget lokalt, men meget nærværende eksempel på, hvordan vi har brug for at organisere vores fællesskab.

Vi har brug for, at der bliver tænkt meget større og meget anderledes, hvis vi vil noget med et rummeligt arbejdsmarked. For tænker man kun i profit lykkes det aldrig.

Det valg, vi har i morgen, handler om nogle grundlæggende modsætninger i vores samfund. Blandt andet rummelighed mod egoisme, inklusion mod eksklusion, fællesskab mod løndumping. Spørgsmål som den danske højrefløj med Venstre i spidsen og galpende Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i slipstrømmen i praksis ganske enkelt ikke har svar på udover mere liberalisme, mindre socialpolitik, skattelettelser og mindre offentlig vækst.

Det handler om politik. Det handler om det gode liv for os alle. Det handler om fællesskab. Tør du sætte fællesskabet over styr for en lille skattelettelse. Tænk lige over det endnu engang inden du sætter dit kryds i morgen.

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Byråd/Enhedslisten/Politik, Handicapdebat, Nyheder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *