Valget er dit – det er konsekvenserne også

Vi må på gaden for fællesskabet… og mange vil gerne lytte.

Vi skal til valg og stemme 18. juni. Det har statsministeren bestemt.

Der er en masse gode grunde til, at vi med handicap bør stemme til dette valg. Ikke mindst, at det valg, vi træffer, får en række følger for os alle hver især. Du kan som borger i Danmark ikke undgå, at valget påvirker det liv, du skal leve efter et valg. Jeg har selv taget stilling – og jeg stemmer på Enhedslisten. Det gør jeg, fordi jeg har et handicap. Jeg gør det også, fordi jeg mener vi har brug for et samfund, hvor der er mere fællesskab og mindre egoisme. Jeg vil med dette indlæg på min blog fortælle mere om hvorfor jeg mener som jeg gør.

Fællesskab eller vækst

Jeg ser et valg som et valg af det liv, vi ønsker os. Sådan er det også denne gang. Det er et valg mellem to meget forskellige kulturer: Den ene er en kultur, hvor mennesket spiller en mindre rolle set i forhold til vækst og øget udbytning. Det er til gavn for nogle få mennesker.

I den anden kultur, betyder det mest, at der er plads til og brug for os alle. Jeg er socialist og de værdier dette fællesskab er udtryk for, betyder derfor mest for mig.

Det er helt naturligt at se valget ud fra egen situation. Nogle af os er afhængig af fællesskabet og den støtte, som vi kun kan få i fællesskabet. Det gælder blandt andet os, der har en eller anden form for handicap. Det gælder også de af os, der af en eller anden grund er bragt på det, som vi kalder på kanten af livet: de, der af en eller anden grund ikke passer helt ind i det samfund, som er resultatet af de forsøg vi har gjort på at skabe et fællesskab.

Det er i nogen grad lykkedes, hvis man ser det ud fra den kultur, hvor vi som mennesker er underlagt vækst. Ser vi på det fællesskab, hvor vi drager omsorg for hinanden (og ikke “kun” for de vi kender eller er i familie med), er det lykkedes i knapt så høj grad.

Et samfund med klasser 

Vores samfund er et produkt af mødet mellem disse to kulturer. Derfor ser det også ud som om vores samfund stritter i alle mulige retninger. Det gør det også. Fordi det ikke er lykkedes for den ene kultur totalt at styre den anden. Mødet mellem de to kulturer har affødt en kamp mellem dem. Selv om den nogen gange er svær at se, så ligger denne kamp under det hele og nærmest bølger frem og tilbage.

De to kulturer er for mig at se ikke lige gode. Fællesskabets kultur giver bedre muligheder for os alle. Denne kultur giver ikke lige så store chancer for at vi hver især kan blive rige. Til gengæld gør den fællesskabet som helhed rigere ved at det bliver mere rummeligt og ved, at der bliver mere plads til os alle.

Vi vil gerne vide noget om jeres handicappolitik…

Vores værdi for fællesskabet

Rammerne for, hvem der er plads til, bliver mere begrænsede, når vi vælger den kultur, hvor mennesket er underlagt vækst og øget udbytning til gavn for de relativt få, der bliver stadig rigere. I den kultur er man nødt til at se den værdi, vi hver især har, ud fra, hvordan vi kan bruges til at sikre, at nogle kan blive rigere. Det er klart, at min værdi i denne kultur er mindre. Jeg kan knapt bevæge mig selv og er døgnet rundt afhængig af hjælp fra andre.

Det koster penge. Der er nogen mennesker, der synes, at disse penge kunne gøre bedre gavn for dem selv. De er nemlig nødt til at bidrage mere til fællesskabet for at fællesskabet for eksempel kan betale for mine hjælpere. De siger det som regel som noget i retning af, at “vi betaler for meget i skat”. De siger som regel aldrig højt, at jeg eller andre koster fællesskabet for meget. De nøjes med at sige, at de betaler for meget i skat. Det har dog konsekvenser:  der skal skæres nogle steder i vores budgetter og det skal gå ud over nogen.

Økonomer tager stilling – ikke politikere

Politikere afholder sig som regel fra at sige, hvor der skal spares. Det overlader man til økonomerne. De påpeger, hvor i fællesskabet, der bruges mange penge ved at kigge på tal. Så undgår man at tage stilling til, om Jan, der har muskelsvind, er for dyr. Om Vibeke der fik sclerose, er for dyr. Om Henrik der blev langtidsledig, er for dyr. Om Bente der blev narkoman, er for dyr. Om Asger der kom til skade på sit arbejde, er for dyr. Om Sofie der har en psykisk diagnose, er for dyr. Eller om Inga, der er pensionist og 96 år, er for dyr. Om nogle andre er for dyre. Vi bliver alle til tal i en kolonne alt efter, hvad grunden er til, at vi koster samfundet. Det er lettere at se på tal end at se andre mennesker i øjnene og sige “dig har vi ikke plads til”.

Nogle politikere “tør” 

Der er nogle politiske partier på den danske højrefløj, der tør tage stilling til, hvem der er plads til i vores samfund. Det er dog heller ikke altid godt. Det viser en hel del om deres syn på andre mennesker. Dansk Folkeparti bryder sig generelt ikke om indvandrere. Særligt ikke om dem, der kommer fra muslimske lande. Liberal Alliances folketingsmedlemmer kommer hver især med udtalelser om, hvem de vil støtte og ikke vil støtte. Simon Emil Amnitzbøll sagde på et tidspunkt til en enlig mor med tre børn, at hun da  ikke skal få børn på hans regning, når hun ikke selv har penge til at forsørge dem. Jeg nægter ikke, at Simon Emil Amnitzbøll har ret til at sige og mene det han gør. Jeg vil blot bede alle andre om at tænke over, hvad der vil ske, hvis vi alle hver især tager den slags forbehold til, hvad og hvem vi vil støtte.

Det skal kunne betale sig at arbejde

De mange partier til højre mener, det skal kunne betle sig at arbejde. De mener at de sociale ydelser er for høje. De vil sænke dem, så det “betaler” sig at arbejde. De kunne lige så godt sige, at de, der ikke har et arbejde, er dovne.

Jeg mener modsat dem til højre, at der ikke er arbejde nok. Køen af dem uden arbejde er gjort længere ved at gøre det svært at få en pension. I dag skal man have et meget svært handicap for at få en pension.

Man har lavet en analyse i den kommune jeg bor i. Den viser at 75% af de borgere, der har kontakt til Jobcentret skønnes at have en funktionsnedsættelse. Det kræver en særlig indsats, hvis bare nogle af dem skal kunne arbejde. En forkert indsats i forhold til dem uden jog kan få alvorlige følger. Det handler om langt mere end om det kan betale sig at arbejde. Nogle bliver i årevis holdt på såkaldte midlertidige ydelser. De er ekstra lave. Så regner man med, at de nok skal få et arbejde. Taberne er bl.a. de med handicap, hvor en gulerod bare ikke virker.

Social dumping

En af de følger, der er af, at vi med handicap bliver tvunget i køen uden arbejde, er at vi kommer til at “fylde”. Vi bliver flere, der skal dele de jobs som ikke er der. Det giver et pres på alle arbejdsløse. Det gør, at det bliver lettere at presse nogen uden arbejde til at tage et job til en lavere løn end andre. Også lavere end den løn vi normalt er enige om at vi skal have i Danmark. Det kalder vi social dumping. Nogle arbejdsgivere er glade for social dumping, for så kan de få nogle til at arbejde billigt for sig. Så kan de tjene mere på det. De mange partier til højre mener, social dumping er godt. Det giver konkurrence om arbejde. De siger at vi så også kan gøre konkurrere med firmaer fra udlandet. De glemmer at sige, at det presser de sociale ydelser endnu længere ned. Det skal vi med handicap særligt bide mærke i. Det går rigtigt meget ud over de af os, der ikke kan arbejde. Vi vil hele tiden blive fattigere.

Kommunerne og staten

I de sidste 8 år er stadig flere opgaver lagt over til kommunerne. Før var det amtet, der tog sig af meget af det, der havde med handicap at gøre. Kommunerne løser deres opgave på hver deres måde. Der er en lov, man skal følge, men vi ved ikke altid, om kommunerne gør det. Vi ved det kun i de sager, som Ankestyrelsen går igennem. Eller i de sager, hvor der bliver klaget. Fra Ankestyrelsen ved vi, at i de sager, man her ser på, er kommunerne ikke altid gode til at holde loven. I mange sager får kommunerne ikke medhold. Det gør borgeren derimod.

Kommunerne bliver presset af staten. Staten bliver presset af EU til at sænke sine udgifter. Det gør at kommunerne også prøver at sænke udgifterne. Ofte ved at tolke loven på en lidt anden måde end det var meningen. Kommunerne kan også inden for nogle rammer selv bestemme den service, man vil give. Det gør ofte ud over de, der ikke er så stærke i samfundet. Dem, der ikke kan råbe så højt.

Det har også med Folketingsvalget at gøre. I Folketinget stiller Enhedslisten mange forslag, der skal gøre livet lettere for os med handicap i alle kommuner. Det er derfor vigtigt, at vi er stærke i Folketinget.

Vi tager del

Det er ikke alene det sociale, der er vigtigt for os med handicap. Også miljø og en natur, vi kan bruge, er vigtig for os. At komme ud i naturen er vigtigt for os alle. At luften er ren er lige så vigtigt. Det er også vigtigt, der er gode boliger vi kan bruge. Det er vigtigt at vi kan bruge busser og tog som alle andre. Det er vigtigt at vi kan gå i skole som alle andre – og at vi får den støtte, der er brug for, så vi får  mest muligt ud af fællesskabet. Det er vigtigt at vi kan tage del i demokratiet på lige fod med alle andre. At vi blander os og gør, at vores mening kommer frem. At vi er synlige. At vi møder hinanden – først og fremmest som mennesker, som ligner alle andre til forveksling. For vi er meget mere end vores handicap. Det kræver, at vi også indretter samfundet, så vi alle kan være med og tage. Det sker kun, hvis vi selv gør noget for det.

Plads til fællesskab – fælles rigdom

Det, der ved valget er vigtigt for mig, at vi satser på et samfund, som vi er fælles om. Vi, der har et handicap, er født tabere i et samfund, hvor alt drejer sig om konkurrence. Vi har brug for fællesskabet. Og fællesskabet har brug for os. Vi udvider rammerne. Vi er med til at vise og skabe nye veje for fællesskabet. Afhængigheden er gensidig. Det er bare ikke alle, der kan se det.

Vi må ikke begynde at tro på, at vi er den belastning for samfundet, som nogen vil gøre os til. Det er dem, der hele tiden har den ene finger på regnemaskinen. Vi skal kræve, at der skal være plads til os. Vi skal glæde os over, at vi stadig har et fællesskab. Vi skal værne om det og kæmpe for det hver dag – og hele tiden kunne sige: vi har gjort hvad vi kunne for fællesskabet og mod egoismen. På den måde skaber vi fælles rigdom. Det er langt mere værd end skattelettelser… for det handler om os alle.

Alle bør stemme efter deres overbevisning. Mange er uenige med mig. Det er en del af demokratiet. Men kom ikke og sig, du ikke er advaret mod egoismen, hvis du falder for fristelsen til at vælge skattelettelser og egoisme frem for fællesskab. Det er nemlig det, valget handler om.