Anbefaling – læs artikel af Torben A. Hansen

10421490_10204018834544749_8595299420026105332_nJeg vil gerne anbefale den artikel om handicappede i politik, der er gengivet nedenfor. Den er skrevet af en af mine gode kammerater i Enhedslisten, Torben Anton Hansen.

Der er en hel del “knaster” af den art, artiklen nævner, som jeg synes det er vigtigt, der bliver taget hånd om. Torben og jeg er så heldige at at være medlem af et parti, hvor man prioriterer dette højere end jeg har indtryk af, at man gør det i andre partier. Det ligger mere i grundholdningen til mennesker. Og det kan blive endnu bedre, for vi skal lære og forandre så længe vi lever. Vi er mange med handicap i Enhedslisten. Vi har mange erfaringer med politisk arbejde. Der gør også, at Torben i sit indlæg er i stand til kort og enkelt at sætte tommelfingeren lige i øjet.

Og hvorfor er det så vigtigt at vi er til stede i parlamentariske forsamlinger? Det er lige så vigtigt, at vi er der som så mange andre mennesker, der har virkeligheden inde på livet. Dér er ingen fortrinsadgang eller særbehandling. Vi taler for mangfoldigheden og imod, at politikere har udviklet sig til en særlig klasse med en særlig social, uddannelsesmæssig baggrund og tale, der postulerer at repræsentere “samfundets bedste”. Vi, der har andre sider inde på livet kan i et parti, der hylder og styrker mangfoldigheden, sammen med andre medlemmer, der hver især også har forskellige sider af livet med sig, skabe den virkelige forandring. En forandring, der bunder i mennesker og menneskesyn og ikke kun bliver en bevidstløs gentagelse af de behov, som et samfund, der er bygget på pengemagt, igen og igen prøver at presse igennem. Vi er mangfoldigheden.

 

Læs artiklen her:

Er der plads til handicappede i politik?

Af Torben A. Hansen, Folketingskandidat for Enhedslisten i Ikast-Brande

Selvfølgelig er der det, vil mange sige og jeg mener, naturligvis, men vi skal slås for det også mere end andre!

Nu har jeg stillet op flere gange uden at blive valgt, men dét har ikke haft noget med mit handicap at gøre! Så ikke noget ”piv” i den retning!

Der er dog ting, som kunne gøres lettere i selve valgkampen og til vælgermøder især, her tænker jeg mest på de praktiske ting, som stole til alle kandidater, så vi alle er lige – der er for mange ”smarte” tiltag, hvor vi, som kandidater skal stå op med eller uden borde, der er en urimelig situation at blive stillet i, som bevægelseshæmmet. Det vil også være hensigtsmæssigt, hvis hver kandidat havde sin egen mikrofon, det ville give mere ro på for alle, men især eksempelvis for talehandicappede eller folk med nedsat koncentration.

Som talehandicappet har jeg brug for mere taletid for at kunne nå at sige samme mængde, som såkaldte normale! Dette er der indtil nu ikke blevet taget hensyn til med begrundelsen, at jeg stiller op på samme betingelser som alle andre, men gør jeg også det? Dette er klart i strid med handicapkonventionen, som siger, at mennesker med funktionsnedsættelser skal kompenseres, således de kan deltage i samfundslivet og herunder det politiske liv.

Der findes sikkert andre problemstillinger alt efter funktionsnedsættelsens art, f.eks. tilgængelighed og forhold for blinde og svagtseende, døve mm. Forhold som umiddelbart virker enkle, men som kan gøre deltagelse i det politiske liv umuligt for den enkelte.

Når så en politiker med en funktionsnedsættelse er valgt, har man så fra de forskellige instanser vurderet, hvilke tiltag, som skal til for, at vedkommende skal kunne fungere på lige vilkår med kollegerne eller skal dette gøres hen ad vejen, således det bliver en langstrakt kamp for at få forholdene i orden?

Her tænker jeg på sekretærhjælp, mere taletid og partiske installationer for at afhjælpe handicappets indflydelse på det parlamentariske arbejde. En af mine venner, der sidder i en kommunalbestyrelse, har måtte vente 5 år på en løsning til brug af mus – det skete ret pludseligt ved, at en praktisk servicemedarbejder fandt på at sætte en plade på en skuffe.

Grunden til, at jeg har skrevet dette, er en grotest afgørelse fra Fredensborgs kommunes Social- og seniorudvalg, der besluttede, at det Radikale medlem Kristian Hegaard, som har et handicap, var inhabil i sager vdr. nedskæringer på handicapområdet! En afgørelse, som forhåbentlig er indbragt for tilsynsrådet, da dette helt klar er diskriminerende for mennesker med en funktionsnedsættelse, hvis de ikke kan være beslutningstagere i sager vdr. handicapområdet, fordi selv har et handicap – dette ville svare til at forældre, som sidder i de demokratisk valgte forsamlinger ikke kunne deltage i afgørelser vdr. børneområdet, og hvad med skatteydere i skattesager – Kære Fredensborg – det er en ommer!

Det vil jeg i hvert tilfælde håbe, fordi som politiker med en funktionsnedsættelse har jeg selvfølgelig en holdning til handicapområdet og for mit vedkommende påvirker det også mit politiske arbejde. Det er bla. en grundene til, at jeg beskæftiger mig med politik og stiller op til de forskelige valg, udover selvfølgeligt hensynet til mit parti. Hvis jeg, som funktionshæmmet, ikke kan deltage i beslutningsprocesserne, bare fordi jeg tilhøre en handicapgruppe, så er det en klar overtrædelse af FN-handicapkonventionen! Det håber jeg selvfølgeligt ikke er tilfældet, men det giver noget at tænke på!

 

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Om mit foredrag på facebook. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *