Job-Blog 32: Så starter det forfra igen

Så er det tid til nye afslørende episoder af min Job-Blog. Følg med og hør bl.a. om, hvordan det lykkedes beskæftigelsesministeren at underkende mindst et grundlæggende princip i dansk handicappolitik uden at nogen overhoved et  reagerer. Hør om, hvor fagbevægelsen er henne i hele denne diskussion og om, hvad det gør ved mennesker, der befinder sig i et godt fleksjob på gamle betingelser, når det pludselig går op for dem, at dette er deres sidste mulighed for at få et fleksjob, hvor de tjener noget, der blot kommer tilnærmelsesvis i nærheden af det, som andre ikke-handicappede med samme uddannelse, livssituation og alder tjener. Det er nogle af emnerne for sæsonens nye episoder, der lanceres her lige før det igen går mod lysere tider…

Jeg har sidst skrevet på min Job-Blog i april måned i år. For mit eget vedkommende har perioden siden april været præget af sygdomsforløb, mange bestræbelser på at rette op på konsekvenserne, og så endelig fratrædelse fra mit arbejde. Så nu, pr. 1. januar er jeg igen jobsøgende fleksjobber. Nogle erkendelser rigere og med en lang række spørgsmål til ikke mindst de ansvarlige politikere, som jeg vil tage fat på i den kommende tid.

Dette indlæg tjener som en slags opsummering af mit hændelsesforløb og nogle indledende spørgsmål, som jeg vil grave i den kommende tid.

Opsummeringen, som jeg ikke vil gøre alt for detaljeret, da den indeholder en lang trivielle undersøgelser, justeringer og ændringer i hele den måde, jeg fungerer på, tager udgangspunkt i, at jeg 1. november startede i et nyt fleksjob som journalist/kommunikationskonsulent i en privat forening efter at have været i en måneds jobprøvning, der forløb til alle parters fulde tilfredshed. Det samme gjorde de tre måneders prøvetid, der sluttede med udgangen af januar 2013.

Der gik imidlertid ikke lang tid før der opstod problemer med de opgaver, som jeg arbejdede med, som helt klart ikke havde det niveau, som man kan forlange af en medarbejder ansat på de betingelser, som var angivet i jobbeskrivelsen. Jeg var desuden i perioden ofte ualmindeligt træt, hvilket i begyndelsen blev tilskrevet nyt job, mange nye arbejdsområder, men det blev i perioden stadig værre.

Der blev naturligvis ledelsesmæssigt taget hånd om det og gjort indsatser for at understøtte, at jeg kunne fungere i jobbet. Herunder ændringer i arbejdsopgaver og indførelse af hjemmearbejdsdage for at sikre, at det ikke var transporttiden, der var med til at gøre mig træt.

Ingen af initiativerne havde den ønskede virkning og i juni blev jeg sygemeldt. Der var mistanke om, ar situationen kunne skyldes stress. Jeg havde samtaler med psykologen fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCfM), der foranledigede, at det i første omgang skulle undersøges, om brug af natrespirator alene, som jeg brugte på det tidspunkt, var tilstrækkeligt. RcfM kunne konstatere, at jeg ikke fik luft nok og at det ville være hensigtsmæssigt at bruge respirator døgnet rundt. Man konstaterede samtidig, at yderligere indsatser var nødvendige, da mine siddestillinger i kørestolen var med til at hindre lufttilførslen.

Det bød på nye udfordringer:

1) Overgangen til 24 timers respiration gav nogle justeringsmæssige udfordringer af respirator. F.eks. var min talefunktion ramt i en sådan grad, at det ikke ville være muligt at fortsætte i mit arbejde, da mit arbejde bl.a. bestod i at lave en del telefoninterviews. Disse udfordringer blev løst tilfredsstillende i september efter tre dages indlæggelse på RespirationsCenter Øst.

2) Ændringer af siddestillinger udløste en hel række andre problemstillinger. Bl.a. er min skrivefunktion hårdt ramt, idet jeg hidtil har kunnet benytte et almindeligt keyboard, men det kan ikke ikke lade sig gøre mere, når jeg generelt skal sidde mere tilbagelænet. Der skal derfor kommunikationshjælpemidler til, som tager højde for denne side af sagen.

Ændringerne af siddestillinger er først nu ved at blive tilendebragt. Der er stadig en del omkring kommunikationshjælpemidler, der skal styr på, men også denne proces er på vej.

Undervejs har jeg desværre mistet mit arbejde. Min arbejdgiver kunne forståeligt nok ikke leve med, at det ikke var muligt at sætte en deadline for, hvornår der var udsigt til at alle de nødvendige ændringer kunne være på plads. Allerede i begyndelsen af september var dette et spørgsmål fra min arbejdsgiver, som trængte sig på. Man var nødt til at vide en dato for, hvornår jeg kunne fungere efter jobbeskrivelsen. I samråd med RCfM var svaret, at der var mange forskellige tiltag, der skulle spille sammen før det ville være muligt at sige, hvornår jeg kunne fungere, som min arbejdgiver ønskede.

Set bagud var det et rigtigt svar, da min situation, at jeg ikke ville i stand til at fungere i det omfang, der lå i det job. Det var på den baggrund en rigtig beslutning, at arbejdsforholdet ophørte med udgangen af december 2013 og at jeg blev fritstillet fra 1. oktober.

Jeg overgår til ledighedsydelse og må erkende, at det fleksjob, jeg skal ud og lede efter skal være mere begrænset både i tid og ansvarsområde. Jeg tør ikke binde an med et arbejde som det jeg har haft før.

Min situation er ikke meget anderledes end så mange andres. Der er intet specielt i den. Men der er en række spørgsmål, som vi alle kan stille.

1: Betyder det i virkeligheden så meget, hvad vores restarbejdsevne er, for har det overhovedet nogensinde indgået i overvejelserne, at der skal være arbejde til de, der er på ledighedsydelse?

Det er let at argumentere med, at en midlertidig ydelse kan være lav, fordi den jo kun er ‘tænkt’ som midlertidig, mens man venter på at få et andet arbejde. Den argumentation kan man godt få nogle til at hoppe på, fordi det lyder tilforladeligt. Men er det også tilfældet, hvis ydelsen viser sig reelt at være permanent?

Ledighedsydelsen tenderer mod at blive permanent. Vi har svært ved at få de reelle tal og dermed beviser frem, fordi beskæftigelsesministeren og hendes ministerium pudsigt nok har nogle ‘problemer’ med at levere lige præcis tallene for, hvor mange fleksjob, der er skabt i indeværende år og hvordan fleksjobkøen i det hele taget ser ud.

2: Hvad gør det ved mennesker, der befinder sig i et godt fleksjob på gamle betingelser, når det pludselig går op for dem, at dette er deres sidste mulighed for at få et fleksjob, hvor de tjener noget, der blot kommer tilnærmelsesvis i nærheden af det, som andre ikke-handicappede med samme uddannelse, livssituation og alder tjener?

Jeg spørger, fordi jeg ved at følge med i diverse fora på sociale medier har observeret, at et større antal personer, der netop er i den situation, er gået ned med noget, der på beskrivelserne kunne tyde på stressbetinget. Det er kun en fornemmelse jeg får gennem læsningen, men det kunne være et glimrende forskningsprojekt at kigge på noget så konkret.

3: hvor er fagbevægelsen i henne i hele denne diskussion? Har man overhovedet en interesse i at gå ind i de særlige problemstillinger mennesker med handicap har eller betragtes vi som løntrykkere, som man nødvendigvis må modarbejde?

En konsekvens af fleksjobreformen er jo, at det er lykkedes beskæftigelsesministeren at sikre en usolidarisk lønnedgang ved manipulerende og urigtige informationer om fleksjobbernes lønforhold. Det projiceres over på os som gruppe, at vi er blevet udsat for dette overgreb, så vi samtidig har mistet en mulig alliancepartner i fagbevægelsen, der i den givne situation har glemt alle festordene om solidaritet m.v.

4: Hvordan er det lykkedes beskæftigelsesministeren at underkende mindst et grundlæggende princip i dansk handicappolitik (solidaritetsprincippet) uden at nogen overhovedet reagerer? Regeringen har selv gjort det klart, at dansk handicappolitik hviler på de fire grundprincipper kompensationsprincippet, solidaritetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og sektoransvarlighedsprincippet. Beskæftigelsesministeren gjorde det fuldstændig klart den 14. december 2012, hvor hun i et samråd umiddelbart efter vedtagelsen af fleksjobreformen og førtidspensionsreformen sagde: ‘’…Så bliver der spurgt til også, om jeg virkelig mener, at det, der sker på fleksjobområdet er solidarisk. Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener til gengæld det er rimeligt!…’

5: Hvad har samme beskæftigelsesminister reelt gemt i hendes turban, til os, der ikke tilhører gulerodsfolket, der blot kan arbejde mere hvis vi bliver stillet det økonomiske incitament i udsigt, som var så vigtigt for ministeren, da hun udtænkte reformen (nedskæringsstrategien)? Nogle af os kan rent faktisk kun arbejde stadig mindre, hvilket jeg selv synes, jeg er et glimrende eksempel på. Derfor vil jeg benytte lejligheden til indgående at rapportere fra min ‘gang’ mellem forskellige papirtigre i en vildsom papirjungle, så ministeren kan sove trygt om natten i forvisningen om at det ikke kan lykkes os at snyde hende.

At skrive denne Job-Blog er tilsyneladende ‘fast arbejde’. Det lader til, at det skal starte forfra igen og igen – og hver gang på nye og dårligere betingelser. Desværre er det kun en fritidsbeskæftigelse uden nogen indbyggede jobmuligheder, men i den forhåndenværende situation godt at have, når jeg bliver spurgt om, hvad jeg så får tiden til at gå med… men de fire spørgsmål og med dem givetvis flere, der dukker op, vil jeg behandle i den kommende tid.