Moral, empati og kolde afvaskninger

Evnen til at forstå andre menneskers livssituation sættes den ene gang efter den anden over styr på grund af økonomiske sparehensyn og gold kynisme.

Sådan er det også i den kommune, hvor jeg sidder i kommunalbestyrelsen. Her havde vi i marts en revision af de lokale kvalitetsstandarder på dagsordenen.

En af kvalitetsstandarderne handlede om tilbud efter Servicelovens § 108. I denne standard er der kommet en ny formulering, der hedder, at ‘bad omfatter senge- eller brusebad med hårvask og det tilbydes hver anden dag.’ Denne formulering betyder helt utvetydigt, at man kun kan blive vasket hver anden dag.

Et §108-tilbud omfatter mennesker med store fysiske og psykiske handicaps. Hvordan kan anstændige politikere lægge stemme til, at disse mennesker kun skal tilbydes at blive vasket hver anden dag?

Personligt har jeg svært ved at acceptere sådanne holdninger, og de kalder naturligvis på, at vi reagerer på det. Det gjorde jeg så, blandt andet ved at stille mine agtværdige og velsoignedere kolleger i byrådet et spørgsmål. Det lød i al sin enkelthed: ‘…Så vil jeg i øvrigt gerne lave en rundspørge i denne højtærede forsamling. Hvor mange af jer går kun i bad eller bliver kun vasket hver anden dag? Jeg vil gerne se en håndsoprækning…’

Der var naturligvis ingen, der ønskede at fortælle om deres badevaner… bortset fra vor borgmester, et sympatisk og jovialt menneske, der har en vis flair for, når der er ubehagelige problemer i farvandet. Han svarede, at han da godt kunne finde på at springe over en dag.

Det kan jeg da også. Men situationen er en ganske anden, når man selv vælger at springe over en enkelt dag, og når embedsværket for en hel gruppe borgere foreslår – og får politikerne til at beslutte – at det er ok, de kun kan blive vasket hver anden dag. Det er i mere end en forstand noget svineri. Det viser, at vores samfundsopfattelse er nået ‘helt derud’, hvor vi gerne træffer beslutninger, der får store konsekvenser for andre, men ikke os selv.

 

20 mod én

Forslaget blev vedtaget med 20 stemmer mod én – min. Nogle gik så vidt, at de åbent proklamerede, at sådan en beslutning ikke kunne forstyrre deres nattesøvn. Andre mente ikke, at det havde den store betydning. Det havde det jo ret beset heller ikke – for dem. Det gjaldt hele ‘spektret’ (hvis vi mere kan bruge det ord om den massive opbakning til alvorlige velfærdsforringelser, som vi i dag oplever) lige fra Liberal Alliance, Konservative, Venstre, Radikale til Socialdemokraterne og SF.

Jeg synes, det er et problem, at vi den ene gang efter den anden laver vedtagelser, der rammer andre – og ikke os selv. Vi vælger, at skære i velfærden og levevilkårene for dem, vi ikke kan identificere os med frem for at indse, at vi bør have et samfund, hvor vi alle kan trives, og hvor vi kan se hinanden i øjnene.

Over for dette står naturligvis det synspunkt, at vi jo ikke bare kan blive ved med at betale – og at der bliver flere og flere, der skal have og færre til at betale. Ud fra et økonomisk synspunkt er det jo rigtigt, men det dækker over, at der er nogle byrådsmedlemmer, der ikke vil betale for at andre kan få nogle anstændige levevlkår. Og det er, hvad debatten handler om: vi er ligeglade med andre, bare vi slipper for at betale mere i skat.

Jeg ved ikke, hvordan du har det. Men jeg synes faktisk ikke, at det er noget ekstravagant krav at blive vasket hver dag…

I særdeleshed synes jeg, det er usselt, at politikere, der ellers plæderer meget for valgfrihed – og det gør Venstre, hvis stoute skare vor borgmester tilhører – jo nærmest en dyd ud af. Men fra dét og så til at bidrage, så det bliver realiteter, er der et godt stykke. Det er ganske vist.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Handicapdebat og tagget , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *