Hvad der sker i SF – en privatsag?

Jeg deltager i en del diskussioner i offentlige fora. En del af dem handler lige for øjeblikket om den måde, hvorpå SF tackler det som nogle hårdnakket fastholder som interne problemer.

En del bemærkninger har bl.a. været omkring metoderne, som blev taget i anvendelse over for Lisbeth Bech Poulsen for at få hende til at stemme for skattereformen. Kritik fra modstandere er af ivrige SF-forsvarere blevet mødt med kommentarer som ‘…Ok du var til mødet ????…’ osv.

Hvis det er et kriterie at skulle have været til stede for at kunne udtale sig om, hvad der pågår i SF, så er der vist mange indlæg, der bliver dømt ude – også blandt de ivrige forsvarere af, hvordan man håndterer uenigheder i SF.

Det er malende beskrevet i både den skrivende og udstillet i den filmende presse, hvilket indtryk det gjorde på Lisbeth Bech Poulsen at blive udsat for gruppepres (for en mere Stalininspireret tolkningsmodel om, at det alene drejede sig om et lykkens glædesudbrud over at have fundet tilbage til den store fælles familie, er det vel kun de allermest kyniske og hårdnakkede SF’ere, der ønsker at binde an med).

Scenen, jeg refererer til, har rejst en lidt mere etisk diskussion om, hvorvidt man bør filme løs i den situation, som Lisbeth Bech Poulsen befandt sig i. Det blev nu gjort, og vi må derfor alle betegnes som rimeligt velinformeret om, hvilket pres nogle SF’ere har været udsat for.

De underbygges af fotografier af en partiledelse, der meget opmærksomt holder sig inden for lytteafstand med en attitude, der udgør den billedliggjorte udgave af ‘Big Brother’s Watching You’.

Jeg oplever mest udtalelser som ‘…Ok du var til mødet ????…’ og ‘…Hvad er forskel på stokkemetoden eller mundkurvsmetoden????…’ som staklede selvretfærdige og refleksbetingede forsøg på at holde resterne af en af- og udbrændt fane højt.

Jeg har selv været medlem af SF. I disse dage er det to år siden jeg meldte mig ud af SF efter 19 års medlemskab og søgte optagelse i Enhedslisten. For mig var det en erkendelse af, at SF ændrede sig så voldsomt i sin stræben efter regeringsmagt, at man totalt undlod at fastholde grundlæggende dyder for det tidligere SF som at fastholde forsvaret for mennesker med handicap.

Nu blev det nyerhvervede flertal i KL med Trøjborg i spidsen brugt til en decideret hetz mod mennesker med handicap. Den er fortsat lige siden og det er en direkte aflægger af den, når der kommer bitre og arrogante indlæg i diskussionsfora som ‘…så pas jeres sandkasse og lad os andre – inklusive Lisbeth – være i fred…’.

Selvfølgelig kan vi ikke lade jer være i fred! Politik handler om mennesker og hvad man gør ved os. Det er ikke en intern SF-sag, hvordan man opfører sig og hvordan man forvalter de mandater, man har fået betroet af vælgerne på lovning om en noget anderledes politik end den, der nu føres… in mente at det ikke kun er samarbejdet med Radikale, der spiller ind: de skal ikke have ansvaret for den hetz, Socialdemokraterne startede i KL, mens SF fromt så til og lod det passere!

Min udmeldelse af SF var rimeligt ukompliceret fordi den skete på et tidspunkt, da SF langt fra var så presset i offentligheden som nu. Det betød ikke, at jeg undgik angreb. Der kom både personligt til mig og i offentlige fora hadske angreb også fra centralt placerede SF’ere, men egentlig ikke noget, der gjorde særligt indtryk. Reaktionerne bliver naturligvis værre, når der kommer krise i et parti og man er ved at miste sin integritet, som det sker for SF lige nu. Det er dette som Lisbeth Bech Poulsen og andre tvivlere får at føle lige nu.

Andre, blandt andet Socialdemokrater, der tillader sig at fastholde og forsvare grundlæggende værdier for partiet, bliver mødt med hadske kommentarer om, at de jo bare kan skride, hvis der er så meget galt. En anden vinkel på problemstillingen, for med det skred i holdningerne, der er sket i både SF og hos Socialdemokraterne er der ikke nødvendigvis noget alternativ. Det er ikke enten/eller. Vi har i Danmark haft tradition for en samarbejdende venstrefløj med naturlige uenigheder – men alligevel samarbejdende. Det markante skred mod højre i både SF og Socialdemokraterne har fjernet disse valgmuligheder. Det er en både dum og farlig situation.

Til slut: jeg er tilhænger af partidisciplin, men den forudsætter at et parti agerer med udgangspunkt i egne grundlæggende fælles holdninger og værdier. For det er formodentlig på baggrund af dette, at man er medlem af et parti. Det skaber i øjeblikket nogle problemer hos både SF og Socialdemokraterne.

Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *