Job-Blog 8: Et ‘filosofisk’ break

 

I dagens udgave af Job-Blog har jeg et lille break og prøver at løfte blikket lidt for at se på, hvad vi har opnået i den tid, jeg har beskæftiget mig med handicappolitik. Konklusionen må vel være: dagen er stadig en kamp.

I går sluttede jeg med at konstatere, at jeg kan overinformere om min funktionsnedsættelse og dermed fjerne fokus fra det væsentlige: mine faglige og personlige kvalifikationer. Jeg tror, at det både gælder den rent faglige side af sagen, men det gælder også en lang række andre forhold.

Jeg har været med i handicappolitik i snart 40 år. I perioder meget tæt på selve handicappolitikken – og i perioder gennem mit mere generelle politiske arbejde. Det giver mig anledning til et lille ‘break’ her med hensyn til min egen jobsøgning og i stedet løfte blikket for at se på, hvad vi har opnået på den tid. Det giver mig også anledning til at vende tilbage til en problemstilling, som jeg slap i et tidligere indlæg, hvor jeg nævnte, at en ’sagsbehandler’ havde sagt til mig, hvorfor jeg ikke blot fik min pension.

Uden at være være lyseslukker eller noget andet, så mener jeg, det er så som så med resultaterne i den tid jeg har været med. Der lades meget tilbage, når jeg ser tilbage på de reelle landvindinger. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om den reelle, samfundsmæssige holdningsændring i befolkningen til mennesker med funktionsnedsættelser. Der er masser af positive og ‘enestående’ historier om eneren, der forstår at kæmpe og som derfor opnår respekt om sin vilje til at vinde. De kulørte ugeblade er fyldt med dem. Alle har de til fælles, at det ikke handler om ‘gruppen’ som helhed – men om eneren. Det er for så vidt ok, for vi er enkeltstående, unikke individer. Bagsiden er, at det ikke har nogen kollektiv konsekvens: holdningerne generelt til funktionsnedsættelser er ikke grundlæggede ændret – og vi skal hver især kæmpe for anerkendelsen. På samme vis som kvinder stadig skal. Det hedder sig, at en kvinde skal være dobbelt så god som en mand for at kunne udfylde samme post… og helst lidt til.

Derfor kommer det også til at virke hult, når vi hører politikere tale om, at vi skal yde for at kunne nyde. De, der kender mig, ved, at det er jeg fuldstændig enig i. Men forudsætningerne for at yde skal være til stede. Min påstand er, at hvis samfundet virkelig så os som en kraft, der har betydning, så ville samfundet også se en ide i at skabe forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre: et barrierefrit samfund, så vi slap for al snakken om særrettigheder og om at være en økonomisk belastning for samme samfund. Det handler jo ikke om at få nogle særrettigheder som f.eks. det stupide og latterlige DF-forslag om at kunne bruge bussporene i København eller hvad man ellers kan finde på for at sminke sin manglende forståelse for nødvendigheden for reelt at give lige muligheder. Derfor vil jeg også til enhver tid punke enhver beskæftigelsesminister, der taler om at yde, så længe forudsætningerne ikke er til stede. Uanset postuleret politisk holdning.

Dybest set handler det om menneskesyn. Det gjorde det også for den ’sagsbehandler’, der uden tvivl syntes, at det var et både godt og velmenende menneskesyn, vedkommende gav udtryk for, da vedkommende spurgte mig, hvorfor jeg ikke blot gik på pension – for, som konklusionen var: ‘penge er jo ikke alt’. En bemærkning som denne fortæller mig alt – og det kan være dybt sårende at opleve mennesker, der fatter så lidt og reelt siger, at jeg ikke har nogen samfundsmæssig værdi. Modargumentet kan være, at det er mig, der ser ned på de mennesker, der vælger pension. Bestemt ikke. Jeg respekterer dette valg, ligesom jeg ‘forlanger’, at andre mennesker, også offentligt ansatte, skal respektere mine valg.

Jeg hører til dem, de synes, det er godt, at vi har fået en handicapkonvention, der ændrer vilkårene grundlæggende for mennesker med handicap: den slår fast, at deltagelse er en rettighed. Denne rettighed giver et godt grundlang for den videre kamp. Men vi skal også erkende, at den ikke medfører en automatik, som siger, at nu er alting vel forvaret. Det er det ikke. Det vil stadig være en kamp at gennemsætte de rettigheder, som Handicapkonventionen slår fast. Hvis vi ikke anerkender denne kamp, så er vi naive. Den er stadig underlagt både markedsvilkår og den internationale kapitalistiske udvikling.

Dette var et lille break i denne blog. Dem vil der komme flere af undervejs…

Dette indlæg blev udgivet i Handicapdebat, Job-blog og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *