De formelle krav skal være opfyldt – og så er der en masse, der skal tages stilling til inden det hele når sin slutning og en ny begyndelse.
Uanset hvad, er der en masse pratiske formalia, der skal være i orden. Der er mulighed for, at de, hvor fyringen bliver en realitet, kan blive fritstillet.
Jeg hører til dem, der ikke har lyst til at skulle fortsætte på en arbejdsplads, hvor jeg ved, at jeg snart skal slutte. Derfor ved jeg også, at jeg tager mod tilbuddet om at blive fritstillet til fyringen eventuelt træder i kraft. Jeg aftaler med min chef, at jeg gør den opgave færdig, jeg er i gang med, i høringsperioden. Så er jeg klar til afskeden med mange gode kolleger, hvis fyringsperioden træder i kraft 1. februar. Fra den dag begynder det at tælle ned: der er 4 måneder, helst kun tre, til at finde et nyt job.
Vi når udgangen af januar. I postkassen ligger et brev fra min arbejdsplads. Kort tid efter kommer en postbil. Posten ringer på og afleverer et anbefalet brev med et identisk indhold. Det korte af det lange er, at den påtænkte fyring, som forventet, er en realitet.
Nu er der kun tilbage at få afleveret computer, telefon og få taget endeligt afsked med mine kolleger. Det sker den 1. februar, hvor jeg er i Odense for sidste gang.
I hele perioden fra den gang i december, hvor vi efter megen effektiviseringssnak fik de første helt konkrete meldinger om fyringernes omfang, og helt frem til det endelige farvel, har jeg ofte lidt af søvnløshed. Den forsvinder stort set med dette farvel. Noget nyt starter, selv om der kan forekomme ’tilbagefald’.
Spekulationerne har været mange om fremtiden. Fra det konkrete: hvordan skal økonomien hænge sammen, til det fundamentale: hvad vil jeg med arbejdsmarkedet? Det kan ikke undgås, når jeg har levet et liv, hvor det nærmest kun er mig selv, der har stillet krav til mig. Jeg kunne have levet et godt liv, hvor jeg blot modtog min pension. Men jeg er ikke skruet sådan sammen. Det har, undtagen i de tvivlende øjeblikke, som der også er, stået lysende klart, at jeg både kan og fortsat vil være på arbejdsmarkedet.
Afklaringen skyldes måske en kommunal ’sagsbehandler’ (jeg holder mig til denne anonyme stillingsbetegnelse), der konfronterede mig med spørgsmålet, ‘hvorfor jeg ikke bare stoppede og fik min pension?’ Det synes jeg er OK, så jeg svarede. Dels handlede det selvfølgelig både om faglige kontakter og om, at vi sådan set er afhængig af to indtægter. Jeg kune dog godt have undværet den efterfølgende grænseoverskridende bemærkning: ‘Penge er jo ikke alt’. Da jeg er et ganske almindeligt menneske, og ikke født med en guldske i anus, ved jeg, at det ikke passer helt. For os almindelige mennesker er det finansielle grundlag temmeligt vigtigt.