Hold da op med det klynke-føleri!

Jeg bor i en kommune, hvor alt kan måles og vejes. Selv medarbejdertilfredsheden kan sættes ind i et skema og omsættes til et tal, vi kan sammenligne år efter år og fortælle den lykkelige historie ikke alene om tilfredsheden et år, men også om, at det det bliver bedre og bedre dag for dag med den der tilfredshed!

Er jeg ikke lidt af en heldig kartoffel at bo i en by, der strengt videnskabeligt med tal kan fortælle om, hvordan det går på alle fronter? For det er jo ikke alene medarbejdertilfredsheden, der nyder godt af talmagien. Næh, det er også ventelister til dette eller hint. Det er sandelig også sagsbehandlingstiderne, hvor mange kvadratmeter et barn i en daginstitution kræver, hvor mange undervisningstimer, der er på skoleskemaet, hvor mange, lange svære ord børne har tilegnet sig på x antal dansklektioner, hvor eleverne befinder sig på en skala fra 0 til 12, antallet af tilsynsbesøg, antallet af magtanvendelser, antallet af minutter ældre borgere er tildelt hjælp, hvor mange sekunder hjemmeplejen er om at køre mellem to borgere, antallet af brugte kroner på specialområdet og ikke mindst antallet af sparede kroner. Altsammen sat op i sirligt autoudskrifter, så man også her kan sammenligne år efter år og sige næh, ih og åh.

Naturligvis kan tal og statistik give os en viden, og også brugbar viden. Det er ikke den del, jeg nok så rigtigt opfattet, ironiserer over, selv om det ikke er sjovt. Det er trangen til at imødegå en bare lidt kritisk indstilling til kommunale affærer med de sidste nye tal, som jeg er bekymret for. Det er argumentationen, at tallene ‘tydeligvis fortæller noget andet’, som den korrekte, tørre og følelsesbefriede tjenestemand i sandhedens tjeneste ville svare. Hvad kan jeg stille op med min mere følelsesladede oplevelse af, at ikke alle medarbejdere ligner en score 5,7 ud af syv mulige. Jeg bliver jo nok afvist med, at ‘vi kan jo ikke alle ligne den lykkelige julegris hver dag, hver time, hvert minut. Det er jo sandt… det kan vi ikke!

Et af mine yndlingscitater er fra en af svenskeret Sven Wernström ungdomsbøger om ‘Trællene’. Jeg husker ikke hvilken, og kan det heller ikke ordret. Men det lyder nogenlunde sådan: ‘Statistik er den videnskab, der fortæller at står man med det ene ben på en kogeplade og det andet i en dybfryser, så har man det gennemsnitlig meget godt.’ For mig et ganske godt billede på, hvor groteske tal også kan være. De fortæller langt fra hele sandheden. Nuancerne og de relevante kritiske spørgsmål undertrykkes af denne talkultur.

Det værste er den accept, der knytter sig til denne talbetragtning. Det sætter alt andet ud af spil, for hvem vil bestride videnskabelige og målelige fakta, der i disse år er det store mantra. At møde op med en indstilling, at der måske kan være grund til at man som kolleger har lidt øje for hinanden og trivslen, er jo noget umodent, umoderne pjank og føleri, som kan afvises med score 5,7 på DJØF-skalaen!

Og hvad sparer vi dog ikke på det! Vi får den årlige måling og slipper for at tale sammen om, hvordan vi har det. Ikke mere grund til navlepilleri i arbejdstiden, som jo reelt er produktivitetshæmmende og derfor et onde vi skal til livs. Så får vi også en velfungerende arbejdsstyrke, der kan koncentrere sig om det, der i dagens forvaltning er målet: ud over medarbejderscoren at forøge afslagsscoren (det gælder kommunens økonomi), sagsbehandlingsscoren….

Endnu er der ikke sat score på empati og menneskelig indsigt. Men det er jo klart: vi må jo netop dette klynke-føleri til livs…

 

Om Jan V Jakobsen

Handicapaktivist og foredragsholder. Aktiv i Muskelsvindfonden (medlem repræsentantskabet). Aktiv i Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg, formand for DH I Ringsted. Tidligere formand for Ringsted Handicapråd og tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten i Ringsted.
Dette indlæg blev udgivet i Blogindlæg, Nyheder og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *