Argumenterne er, at regeringen mener, der skal en genopretning til. Genopretning efter hvad?  Efter mere end 8 års hærgen fra en borgerlig regering, der har leget den omvendte Robin Hood og lystigt delt om sig med skattelettelser – man har købt sig til stemmer, har man. For mig er det værste, at dette kommer til at gå ud over samfundets svageste grupper: mennesker med handicap – og det er ikke i første omgang dem med simple fysiske handicap som mig selv. Vi skal nok klare os. Det er de familier med massive problemer, som aldrig tager til genmæle. Det er de gamle, der har givet op og som kun skal have det sidste af deres liv overstået bare nogenlunde værdigt.

Økonomien giver problemer i kommunerne: vi vil jo nødig under administration, så vi spræller i nettet og diskuterer ivrigt, om det er børnene eller de ældre, vi skal riste på bålet. Det er lige nøjagtigt dette, man ønsker sig på Christiansborg: kommunerne skal lære at indrette sig på det eneste hellige i disse tider: Markedet! Markedet!
Jeg vil ikke kommentere alt det, der er galt med dette budget. Der skal laves meget om, før jeg kan tilslutte mig det – lad det være sagt allerede nu.
Mange af forslagene til besparelser er en økonomisk bombe under hele systemet. Inden for hjemmeplejen strammer vi nu skruen så voldsomt, at hvis det bare kommer til at gå en lille smule bedre og hjulene drejer lidt mere rundt, som liberalisterne elsker at underholde os med at det kommer til igen, så er de medarbejdere, vi har nu, væk, hurtigere end vi kan tælle til én.

Så er vi tilbage, hvor vi startede: et kanonhøjt vikarforbrug og stor udskiftning blandt medarbejderne. Jeg vil meget nødig have ret, men sker der ikke noget nu, så får jeg det – og så bliver vi alligevel sat under administration!

Handicapområdet har nogle borgmestre besluttet skal spare 2% på botilbud. Uden at se på indhold. Det indgår i budgetforringelserne. En gruppe børn og unge, der har særlige behov, kan nu pludselig godt rummes i folkeskolerne. Det hedder inklusion – at være med. De kommer ikke til at være med, for ressourcerne er der ikke. Så er det reelt udelukkelse – opbevaring – eksklusion. Der bliver skåret på fleksjobberne. Det kommer til at koste dyrt på den lange bane – men hvad gør det? Budgettet kommer til at holde her og nu og det er det eneste der tæller.
Skoler skal laves om til indskolingsskoler – en voldsom centralisering og en trussel mod lokalsamfundene.
Miljøet skal også holde for.
Det korte af det lange er: jeg kan ikke stemme for det foreliggende budgetforslag. Det er skræmmede, hvis dette forslag overhovedet kan finde et flertal.

Jeg kan ikke lade være med at sige, efter at have hørt hr. Poul Nødgaard: vi skal ikke lytte til deres tale – vi skal se, hvad deres hænder gør. Og de hænder er jo ikke så rene, som hr. Nødgaard på mageløs vis prøver at give indtryk af. Røger, han spyr i al sin hellighed er ikke så hvid. Jeg har intet mod moral, men den dobbeltmoral som vi her ser, er lige en tand for meget…

Med disse store betænkeligheder oversendes budgettet til videre behandling.

Koncertfotos

Af Jan Jakobsen

For nogle dage siden udtalte formanden for Danske Socialchefer, Ole Pass, at »…kommunerne bliver mødt med et enormt forventningspres fra borgere med handicap, som hele tiden forventer, at kommunen skal betale for det bedste og det nyeste teknologiske hjælpemiddel….«
Når Ole Pass udtaler sig fra sin position, kommer det til at fremstå som en udtalelse på vegne af alle landets socialchefer – og pludselig står vi i en situation, hvor det risikerer at blive »en almengyldig sandhed«, at mennesker med handicap er krævende.
Ole Pass’ udtalelse skal naturligvis sættes ind i en sammenhæng, som er klar nok: Kommunerne er økonomisk trængt og kan ikke se sig ud af handicapområdets stigende udgifter.
Ole Pass har ret i, at der er et hårdt pres på den kommunale økonomi, men det er ikke et argument for at slå nedad – at slå på os, der har brug for hjælpemidler. Det er naturligvis et politisk valg, som Ole Pass træffer. Han kunne også have kritiseret den manglende balance mellem kommunal og statslig fi nansiering. Det ville være både fair og forståeligt.

Skattelettelse til de rige
Vi har mange gange tidligere i historien set, at mennesker har valgt at slå nedad i stedet for at kritisere de politiske magthavere, selv om der er god grund til det: Skattestop, skattelettelser til den rigere del af befolkningen og en omfordelingspolitik, der kritiseres ikke blot af mennesker som jeg, men også af eksempelvis forhenværende socialminister Palle Simonsen i hans bemærkelsesværdige bog »Gemt eller glemt«.
Ole Pass går efter hjælpemiddelområdet uden at fortælle hele historien.
Den handler om rimeligt arbejdsmiljø for hjælpere og sundhedspersonale.
Hjælpemidler og boligændringer har i væsentlig grad påvirket udgiftsniveauet og betyder forhåbentlig fremover færre arbejdsskader. Altså besparelser andetsteds.
På handicapbiler er der regler for tilskud, der gør, at vi, der har brug for sådanne, betaler en væsentlig del selv – også selv om vi ikke ville have haft bil uden et handicap.
Kommunerne bruger stadig flere administrative ressourcer på at indsende ankesager. Det tegner et billede af, hvor det nedre niveau for hjælpemidler ligger og taler imod, at forholdene er, som Ole Pass påstår.
Ole Pass’ indlæg er brud på den handicapkonvention, Danmark har underskrevet og hele den danske socialpolitiske tradition.
Problemerne handler om bureaukrati, om ændringer i handicapgruppen og om teknologisk udvikling. Diskussionen er mere nuanceret end blot at placere et ansvar nederst på stigen. Det økonomiske pres er politisk betinget. Med det udgangspunkt er der et bedre grundlag for en diskussion om fordeling af udgifter mellem stat og kommune og hvordan vi sikrer, at det sker uden bureaukrati og uden overkompensation.

Jan Jakobsen er journalist, byrådsmedlem for SF i Ringsted og sidder i Muskelsvindfondens bestyrelse.

Om udtalelsen skyldes Ole Pass’ trang til at at komme med provokerende indspark i en debat – eller det blot er lang tid siden han synes, har har været i medierne – skal jeg ikke blande mig i, men jeg må konstatere, at det er lykkedes ham at provokere mig. Af flere grunde. Ole Pass synes her at udtale sig på vegne af alle landets socialchefer, og det er derfor vigtigt at reagere på et sådant indlæg. Reagerer vi ikke, så vil det stå uimodsagt – og pludselig står vi i en situation, hvor det bliver ‘en almengyldig sandhed’, at mennesker med handicap er krævende. Det vil så legitimere, at kommunerne arbejder efter det som et faktum.

Der kan være mange grunde til, at Ole Pass melder ud, som han gør. Generelt betragter jeg manden som så vidende, at han burde kunne gennemskue, hvad han kan blive brugt til i en debat – og derfor burde have udtrykt sig noget anderledes, hvis han blot vil debat om grænser for velfærd. Derfor frygter jeg ærligt talt, at Ole Pass faktisk mener det, han siger i citatet.

Det skal naturligvis sættes ind i en sammenhæng. Denne sammenhæng er klar nok: at kommunerne er økonomisk trængt og ikke kan se sig ud af de stigende udgifter, der er på specialområdet, som jo også omfatter handicap. Det er bemærkelsesværdigt, at han i indllægget helt tydeligt går efter hjælpemiddelområdet – hvilket også styrker min frygt for, at manden rent faktisk mener det.

Ole Pass kan have ret i, at det giver et hårdt tryk på kommunerne, men jeg mener ikke, at det er noget argument for at slå nedad – at slå på os, der har brug for hjælpemidler. Det er naturligvis et politisk valg, som Ole Pass kan træffe, men efter min mening lidt uæstetisk på baggrund af, at han repræsenterer alle socialchefer i Danmark gennem sin forening. Han kunne med større rette kritisere, at der ikke er den fornødne balance mellem kommunal og statslig financiering på området. Det ville være mere fair og mere forståeligt.

Pass’es turen frem er også kontroversiel på den måde, at hvis han får magt som agt vil det være et brud på dels den handicapkonvention, Danmark har underskrevet og forpligtet sig til at overholde og dels kræve et brud med hele den danske  socialpolitiske tradition. 

Dette handler mere om afbureaukratisering, om ændringer i handicapgruppen, om teknologisk udvikling og om at der generelt i kommunerne er et økonomisk pres, som er politisk betinget end om at mennesker med handicap er blevet umådeholdent krævende. Med det udgangspunkt vil der være et meget bedre grundlag for at tage en diskussion op om, hvordan udgifterne skal fordeles mellem stat og kommune og hvordan vi får de snitflader, der kan sikre, at det sker uden et voldsomt bureaukrati og uden at der sker en overkompensation. Kort sagt: en fair behandling af mennesker med handicap.

Jeg tillader mig sluttelig at drage tvivl om de tal, som Ole Pass bruger som argument for, at mennesker med handicap skulle være krævende uden at jeg har haft mulighed for at kontrollere dem. ]]> http://jan-jakobsen.dk/?feed=rss2&p=668 0 http://jan-jakobsen.dk/?p=488 http://jan-jakobsen.dk/?p=488#comments Tue, 22 Dec 2009 12:42:38 +0000 Jan Jakobsen http://jan-jakobsen.dk/?p=488 Endnu et år er gået. Et begivenhedsrigt år. Jeg vil tage nogle af de begivenheder op, der blev såvel højdepunkter som skuffelser for mig. De vil handle om både politiske og handicappolitiske sejre og nederlag.
Det har for mig været et utroligt lærerigt år. Jeg har haft fantastisk gode oplevelser og fået nye erfaringer – ikke mindst i Muskelsvindfonden, hvor vi fik endnu et rekordår med Grøn Koncert og med nyskabelsen Cirkus Summarum i samarbejde med Danmarks Radio. Det er kun muligt gennem mange menneskers store indsats. Mit eget arbejde har været på den internationale front i Sammenslutningen af Muskelsvindorganisationer i Europa (EAMDA) og i dannelsen af Muskelsvindfondens Etiske Råd. Begge dele forventer jeg meget af. Det har været en fornøjelse at være med. Så tak for at det har kunnet lade sig gøre.
I handicaprådet i Ringsted er resultaterne knapt så strålende. Vi fik nok rettet nogle problemer med nogle handicapparkeringspladser, men ellers har det sidste år været lidt en rejse på stedet med mange proklamationer og småt med synlige resultater.
2009 blev det år, regeringen gerne vil have os til at huske som regelforenklingernes år. Der er dog langt fra ord til virkelighed. Det, der står tilbage er stadig mere kontrol og mindre tillid til borgerne.
Nu kan mennesker med handicap tage sin hjælp med sig til udlandet en hel måned uden at bede kommunen om lov. Det fremgår af det udlandscirkulære, der er i høring. Allerede før vedtagelsen er cirkulæret ude af trit med virkeligheden. Hvem andre end mennesker med handicap skal bede om lov til at tage på ferie eller på studieophold i udlandet? Det er diskrimination så det klodser.
Bilreglerne bliver også revideret. Der er forbedringer, men ikke i den grad vi kunne håbe på – særligt ikke set i forhold til de ressourcer, der er brugt på forberedelserne af lovforslaget. Der var lagt op til at  sagsbehandlingstiderne skulle ned. Det ender med at være frivilligt om kommunerne vil indføre en forenklet sagsbehandling. Hvilke kommuner gør det, når de, uden at nogen løfter en pegefinger, kan være 18 måneder om at sagsbehandle blot en genbevilling af bil. Det gør, at man kan skubbe en udgift til næste år eller næste år igen. Den kalkule er mere fristende end at tænke i, om borgere med handicap kan komme uden for deres hjem.
Der kan nævnes andre punkter. Værst er dog, som det er gået med de opgaver, kommunerne overtog fra amterne – og de opgaver, der fortsat løses i regionerne. Resultaterne er fulgt tæt af SL – Socialpædagogernes Landsforbund. De viser skræmmende tydeligt, at taberne i dette spil er mennesker med udviklingshæmning. Det er en ekstrem sårbar gruppe, der ofte må forlade sig på andre som talerør. Jeg kender ikke løsningen, men kan se, at der i kommunerne ikke er de fornødne moralske og humane ressourcer til at sikre en god løsning. Økonomi tæller mere end mennesker også i denne sag. Det er ikke acceptabelt.
På den baggrund er det ufatteligt, at 2009 var året, hvor Danmark tiltrådte Handicapkonventionen. Det forpligter til at give lige muligheder og ikke at diskriminere på grund af handicap. Der ligger en stor opgave hos såvel handicaporganisationer som kommunale handicapråd i at holde fast i pligterne. Det er sidste udkald. I 1993 traf Folketinget beslutningsforslag om “Ligebehandling af handicappede og ikke handicappede borgere”, som det hed. Vi fik samtidig overvågningsorganet “Center for Ligebehandling af Handicappede”, CLH. CLH har mange gange påvist, at intentionerne om lige muligheder aldrig har givet mennesker med handicap reel ligestilling. Nu er Handicapkonventionen kommet til. Det er sidste skud i bøssen. Vores opgave er at holde fast i, at  de gode viljers tid er forbi. At vi har rettigheder, vi skal stå fast på. En svær opgave, men ikke til at komme uden om!
2009 blev også året, hvor vi havde kommunevalg. For mig personligt var det et godt valg her i Ringsted. Set med de store briller blev det noget af en forestilling. Aftaler var ikke aftaler alligevel og borgerne i adskillige kommuner vågnede op til en anden virkelighed end den, de havde betroet deres stemme til. Jeg er ikke tilhænger af den slags, for ofte gøres det for magt. Hvis man i vadestedet skifter parti for at få magt, er der noget galt.
I Ringsted fik SF tre ind i byrådet, hvor vi før var to. Det er jeg glad for. Det giver mulighed for at fordele arbejdet bedre. Det betyder, at vi også kan dække de tekniske udvalg. Især miljø- og klimaområdet får glæde af det. Det er vi ikke utilfredse med. Jeg er glad for, at vi er med i et flertal, der sikrer stabilitet. Det må dog aldrig føre til, at det stækker vores ret til at fremsætte egne forslag eller at det ændrer vores politiske grundholdninger. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på i den sidste tid – også i SF.
Der ligger store opgaver forude. Året 2009 blev ikke et gennembrudsår for de holdninger, jeg kæmper for. Alligevel har det været et godt år. Det har sat nogle gode spor for den retning, vi skal. Det er et år, der først og fremmest har vist, at det er nødvendigt at kæmpe. Og der bliver kæmpet. I aviserne kom adskillige enkeltsager frem, hvor mennesker med handicap var blevet ladt i stikken i kommunerne. Den påpegning af problemerne, artiklerne har vist, er vigtige. Vores opgave er at sikre, at politikerne omsætter det til lovgivning, der sikrer mennesker med handicap rettigheder. Det er det, der kræver kamp. Det gør ikke noget, for det er derfor vi er her. Det vigtigste er, at vi kan se en vej frem. Og den er der, hvis vi klør på. Vi kan og skal kæmpe!
Til sidst en generel politisk kommentar. Fattigdommen har bidt sig fast i Danmark. Sådan har overskrifterne lydt de senere dage. Samtidig har Rockwool-fonden offentliggjort en undersøgelse, der viser, at selv under opgangstiderne blev fattige i Danmark fattigere. Det passer altså ikke, at vi alle får glæde af, når hjulene ruller hurtigere. Flertallet – os, der er ovenpå …- har, men det er ikke godt nok til et solidarisk samfund!
Med det vil jeg ønske alle en god jul og et godt nytår. Tak for samarbejdet. Tak for uenighederne. Tak for kampen. Tak for de resultater, vi trods alt nåede! Der er ingen tvivl om, at det kan blive bedre!
Mange gode hilsner
Jan